Fuglesang i Zealandia.
Lørdag d. 3.3.2018.
Morgenen var fin med sol, og morgenmaden blev serveret på terrassen. Vores vært var så glad ved at se dette, og ville gerne have et foto, for det var sjældent, at deres gæster benyttede terrassen, selv om der er lækre møbler at sidde i.
Vi satte kursen mod Zealandia, der er et naturreservat, som ligger i en dal, der er dannet for millioner af år siden på toppen af et bjerg. Der er rigtig mange fugle i området. De arbejder meget med at holde de invasive dyr, som rotter, Possum m.m. ude af området. I dette arbejde bruger de ret barske metoder med giftkasser flere steder i skoven. Vi startede med en lille sejltur på en lille opdæmmet sø midt i området. Da vi var kommet i land, mødte vi en medarbejder, der lige havde fået øje på den sorte Tui fugl med den lille hvide “butterfly” på halsen. Der var også en flok små Silvereye. Alle havde travlt med at spise nogle bær, der mindede om hyldebær, men ikke var det. Alt er fremmet her, fugle, træer og planter. Et sted var der rigtig mange tusindfryd, blomsten lignede fuldstændig, men blade og stilk var helt anderledes.
Silvereye 
Tui
På vores tur videre rundt så vi ca. 20 forskellige fugle, bl.a. de to slags papegøjer, Kaka og Kakariki, de er begge i området. Desuden så vi et par af den sjældne Takahe med det røde næb, der er endnu en af New Zealands fugle, der ikke kan flyve. Vi så også nogle enkelte insekter og et par tuatara ghekkoer, eller den levende fossil, som den også kaldes. De er utrolig svære at se, da de sidder helt “frossen” mellem blade og grene.
Af fugle så vi også flere slags skarver, flere slags ænder, North Island Robin, Saddleback, Bellbird og Fantail. Fuglesangen var hele tiden meget intens omkring os. Et sted kom en af de store Kaka papegøjer flyvende lige forbi Grethes hoved, så håret blafrede i vingeslagenes vind. Da vi næsten var tilbage, stod Niels og fotograferede noget, da en ørn fløj lige over hovedet på ham. En medarbejder kom farende og fortalte det, da han kunne se, at Niels ikke havde opdaget det. Der er ikke så mange ørne, og de indberetter til et register, når de ser dem.
Det var en meget fin tur i dejligt vejr gennem et stykke speciel land.
Nu var det tid at finde et frokoststed. På vej op ad bjerget, var vi kommet igennem en gade med nogle meget specielle gamle huse, bygget i engelsk stil, men dog i træ, som mange huse her er. Vi prøvede at finde denne gade igen, men det lykkedes ikke, men en venlig mand viste os ned til en lille cafe. Alle her er utrolig venlige og hjælpsomme, denne mand havde lige bakket sin bil ud af garagen, og kunne sikkert se, at vi så lidt rådvilde ud, så han stoppede, og spurgte, om han kunne hjælpe os.
Herfra kørte vi ned på havnen. Der var en konkurrence igang, hvor det gjaldt om at lave det største plask, ved at springe ud fra 7 meters højde. De fleste, der sprang, var nogle ret velvoksne maorier med store maver. Der blev hujet og klappet og grint meget af dem. En tynd ungersvend på polterabend klædt i lyserødt skørt og slør, tog også springet.
Flere stedet rundt langs havnekajen sprang flere i, både voksne og halvstore børn. Det var tilsyneladende en yndet lørdag eftermiddags fornøjelse, selv om nogen skulle samle mod, da kajen var ca. 4 meter høj. Et sted fik vi øje på en rokke på ca. en meters længde, der svømmede helt inde ved kajkanten.