Sejltur i udriggerkano.
Medens vi spiste morgenmad, blev vi enige om, at havet var blevet ret stille, efter flere dage med store dønninger. Da vi gik et stykke hen ad stranden, aftalte vi med en fisker, at han ville sejle os en tur i sin udriggerbåd, og en halv time senere var vi på havet i solskin med vind i håret.
Efter en halv times sejlads, blev Niels smidt i vandet med en vandflaske med franskbrødskrummer i. Så kan han ligge dernede mellem korallerne og pumpe lidt krummer ud af flasken. Det får straks hans farverige fiskevenner til at stimle sammen om ham, så han føler sig super populær. Samtidig kan han både beundre og fotografere fiskevennerne, der har meget flotte farver, gule, sorte, stribede og meget mere.
Medens Niels fotograferede nede i dybet, fortalte fiskeren, at han havde fanget 4 kg fisk her til morgen. Han fik 50.000 rupiah for et kg fisk. De 200.000 rupiah, som han fik for hans fisk idag, svarer til 100 kr. Tænk hvis man kunne få et kg fisk i Hvide Sande for 25 kr.

Da vi sejlede tilbage, satte fiskeren en lang line ud efter båden. Han havde sat fire store kroge i en makrel på ca. 30 cm, og håbede så, at en af de store fisk, der går på koralrevet, ville bide på, men det lykkedes desværre ikke. Et sted sejlede vi ind i en stor stime med makreller, der sprang lystig foran båden i solskinnet.

Udriggerkanoerne ligger blot på stranden, der er ingen mole. Når de sejler ind, foregår det med fuld fart ind på stranden, så langt de kan, og så løfter et par mænd den i sikkerhed længere op på stranden, med udriggerbøjlerne over deres skuldre. Det er hårdt arbejde.
Det var en rigtig fin sejltur i flot vejr.