Rundt i chennai og Scottish dancing

Da klokken var 23.45 mandag aften, og vi endnu ikke havde været et døgn i Indien, måtte vi konstatere, at indtrykkene og oplevelserne allerede havde været så mange, at der kunne være nok til flere dage. De første indtryk, når vi går ud på gaden, handler om en meget kaotisk trafik, med evige bilhorn, og motorcykler, rickshaw og biler, der snor sig ind ud ud mellem hinanden, mennesker, der går overalt i vejsiderne, da fortove i Madras fortsat er i ret dårlig stand, magre og usle hunde, der strejfer rundt i gaderne, og snavs og affald overalt. Men oksekærrer og vandbøfler ses ikke længere i gadebilledet. På det første døgn, så vi kun to køer, og for 25 år siden havde vi slet ikke tal på det antal køer, som vi mødte, når vi kørte hjem fra centrum af byen. Vi kan også konstatere, at skolebørn fortsat ses i deres skoleuniform, men det er nyt at se dem snakke i mobiltlf, nøjagtig som alle andre steder i verden. Det er også nyt at se unge, smarte piger på 14 – 15 år sidde alene på cafeer. Men når man når til slutningen af livet og er død, bliver man stadig båret gennem gaderne på en blomstersmykket båre på skuldrene af nogle mænd til pladsen, hvor ligbålene bliver tændt. En flok mænd smider stadig blomster og slår på tromme, medens de danser foran ligfølget.

Da vi kom ned forbi receptionen, kunne vi se, at Mads arbejdssted, Cap Gemini, holdt en konference på vores hotel, men vi så ikke noget til Mads, så han deltog nok ikke.

Dagens aktiviteter var besøg på 25 år gamle, kendte steder, bl.a. vores gamle hus, jesuittermunken Pater Peter, der sørgede for, at vi fik vores daglige mælk og Spencer Plaza, der sørgede for en del af vores fornødenheder

Vi fik kontakt med en rickshaw driver, der for ca. 40 kr. ville køre os rundt resten af dagen. Det viste sig at være en god aftale, for han kørte meget pænt, talte et rimeligt engelsk, og kendte byen godt. Det eneste var, at vi skulle overholde hans aftale om at hente hans søn og datter i skolen kl. 16.00.

Da vi ville ind på hotel Taj, blev vi stoppet med krav om et sikkerhedscheck, det er nok et resultat at det terrorangreb, der var på hotel Taj i Bombay for et par år siden.

På Sterling Road, off 3. cross Street nr. 12, hvor vi for 25 år siden var så glade for at bo i 3 år, måtte vi konstatere, at der var sket mange ting. Der var kommet asfalt på vor lille vej, og træerne var blevet meget høje og brede. Da vi kom ned til huset, kunne vi næsten ikke genkende det. Huset så meget misligholdt ud, ydermurene og de røde tagsten var sorte af algebegroninger, og de mosquitonet, som vi havde sat op for vinduerne, var i stykker, der hang tøj til tørre overalt ud over altanerne, og haven var misserabel og slet ikke hyggelig. Vores fine græsplæne var helt væk, der var grus mellem træerne, og noget af haven var blevet cementeret til, så de flotte skiferklinker, som vi havde lagt på terrassen var næsten væk. Det var slet ikke længere vores hyggelige, lille, hvide, rene indiske hus, hvor haven var kølig og sval hele eftermiddagen, og farmor elskede at sidde ude og se over floden, da hun besøgte os i 1985.

Så kørte vores chauffør os ned til Loyola College, i hvis store kostald med ca. 100 køer, vi hentede vores daglige mælk for 25 år siden. Det så stadig meget pænt ud inde på Collegegrunden, hvor det myldrede med unge mennesker, nu også ret mange piger. Tidligere var det kun drenge, der gik her. Der var ikke meget tilbage af kostalden, og kun nogle få køer og kalve og en enkel tyr, der dog stadig bar tydelige spor af, at dens forfædre var blevet blandet med danske jerseykøer. Det var et projekt, som Pater Peter stod for. Ham havde vi haft en del kontakt med, bl.a. købte han Grethes røde gummistøvler og nogle engelske kogebøger, da vi flyttede hjem. En af kopasserne fortalte, hvilket værelsesnr. Pater Peter boede på, og vi gik ind på klosteret, hvor en ung mand hjalp os med at finde hans værelse. Først hilste han høfligt på os, men da han pludselig genkendte os, skiftede hans ansigtsudtryk fuldstændig og han måtte hilse endnu engang på os, og nu meget hjertelig. Han ville høre, hvordan vi havde det, og hvordan Mads havde det. Han fortalte, at han nu var 76 år, og at han ikke længere arbejde med køerne, men nu arbejde med køkkenet og en køkkenhave. Vi var lige gået forbi en fin lille papayaplantage på vej ind til ham, det var også hans arbejde.

Herfra fortsatte vi ind til Spencer Plaza, der er helt bygget om, og nu består af adskillige etager med mange små butikker. Inde i midten har de omkring et torv bygget en mur, der ligner den gamle, halvrunde Spencerbygning.

Om aftenen var vi inviteret med til den ugentlige danseaften i Scottish Dance Group, som vi var medlem af for 25 år siden. Vi blev hentet af en af gruppens medlemmer, Vi skulle danse hos Harish Chada, der bor i Defence Colony i Nandambakkam ude ved lufthavnen. Der var en horribel trafik på vejen derud, så det tog lang tid. Vi blev hilst meget velkommen af aftenens vært, og af Vijay og hans kone Aruna, som også havde været med til Scottish dance for 25 år siden. Desuden mødte vi Stina Vasu, der er svensk, og som Grethe gik til gymnastik hos for 25 år siden. En anden af deltagerne var en tysker, Anneliese Marwah, der havde været en del af både Overseas Womens club og Scottish dancegruppen. Niels dansede flere danse, bl.a. Trip to Bavary, som han altid har været meget glad for. Flere roste ham ovenikøbet for hans danseevner, hvilket han var stolt af efter 25 års fravær. Aftenen sluttede med, at Vijay, der havde været formand de sidste 5 år, overdrog formandsværdigheden til aftenens vært, således at han både fik et rødternet skærf og en skotsk hue, som han bar resten af aftenen. Til slut blev der serveret en buffet med meget lækre indiske retter, som var beskrevet i et flot menukort. Der var ingen tvivl om, at Scottish dancegruppen fortsat er et hyggeligt og socialt arrangement, der kan samle en pæn gruppe interesserede hver mandag aften. Som det skal være en aften i Indien kom der selvfølgelig powercut lige før vi skulle til at gå hjem.