Chettinad folket
 |
| Vores seng – en himmelseng med spejl i. |
 |
| Frokost |
 |
| 4 tomater for én krone ! |
 |
| Jeg bærer med smil min byrde. |
Mandag d. 24.1.2011.
15. dag af turen til Indien.
Dagen handler om chettinarfolket og deres egn.
Det var en kølig morgen med ca. 22 grader. Vi startede ud ad Madurai igennem den megen morgenmyldertrafik. Selv om vores driver overså et lyssignal, der sad ovre i et hjørne, og vi var tæt på at køre sammen med en motorcykel, er der ingen råber eller skælder ud.
Ved 12-tiden var vi i Karaikudi i Chettinad distriktet, hvor vi fandt hotel Bangala, hvor vi havde reserveret værelse via Aruna og Vijay i Madras, og det viste sig at være et superlækkert sted, hvor vi fik et værelset, med en fin himmelseng med spejle i.
Dagens frokost gav en forsmag på den lækre mad, som vi skulle have på dette sted de næste par dage. Frokosten blev på typisk sydindisk vis serveret på et bananblad, med mange små retter, som tjenerne hele tiden kom og øste op på bananbladet. Vi sluttede med Halva af gulerødder og is. Borddækning og hele indretningen var meget smagfuld med nogle spændende røde / orange / gule farver.
Så var det tid til en tur rundt til de gamle Chettinarhuse. Chettinarfolket har i mange år været gode til handel med krydderier, perler og andet. De rejste over hele verden og bragte mange ting med tilbage til deres hjem. De byggede nogle store huset, der var inspireret af det, som de havde set ude i verden, bl.a. med meget italiensk inspiration. Husene er indrettet således at man går ind i huset i en gade, og så går man igennem en hel masse rum, for til sidst at komme ud i gaden bagved.
Vi så i alt 3 store huse. Det første hus tilhørte Laksmi Chohalingams mands familie. Det er hende, der ejer hotellet. Der var 50 værelser i huset, og det var bygget af Laksmis svigerfar for 80 år siden. Der var tre store bryllupssale an suite med alle de mange værelser liggende rundt om. Der var utroligt flot dekoreret med malet cobberbeating på loftet, japanske kakler på væggene og italiensk marmor på gulvet. Et sted hang der et stort billede af husets ejer. Det var taget, da han som 60 årig gengiftede sig med sin hustru. Det var tradition, at de fra 60 år blev gengift hver 10. år. Mon det var fordi de blev mere og mere senile, så de var nødt til at få det genopfrisket?
Det næste hus tilhørte Menaksi, der er 76 år gammel. Hun er faster til Laksmi, og hun går rundt og hygger om gæsterne på hotellet. Da vi gik igennem hendes hus, sad hun og hyggede sig med nogle familiemedlemmer, men det generede hende ikke, at vi var på sightseeing i hendes hus. I køkkenet var tre servants ved at lave mad.
Det tredje hus, som vi så, tilhørte Laksmi Chohalingam, det var 150 år gammel og var det hus, hvor hun vokset op, det havde været hendes fars hus. I indgangspartiet var der nogle utrolig flotte tage og lofter af udskåret teak, og ude i den forreste del af huset var der i alt 32 store teaksøjler. Alt teaktræet var hentet i Burma, og alle døre og vinduer i huset var også lavet i teak, ligesom møblerne og alle de store skabe.
Da vi kørte videre gennem nogle mindre landsbyer, så vi mange af disse store chettinaghuse, nogle var nogenlunde holdt, og andre var i kraftig forfald. Menakshi fortalte om aftenen, at der i området var i alt 25.000 af disse huse, men adskillige af dem gik til, da ejerne ikke længere holdt dem ved lige. Vi kom også forbi et hus som var ejet af et filmselskab, de brugte det til filmoptagelser.
Turen gik forbi det lokale marked, hvor næsten alle slags fødevarer blev solgt, kyllinger, køer og fisk, grønsager og frugter og småfornødenheder som plastikbeholdere, hårklemmer, legetøj og meget andet. Det var et meget farverigt marked.
I en lille landsby så vi en fabrik, hvor de lavede en meget speciel form for kakler af sand, farvestof og beton. De skulle ikke brændes, men blev tørret i solen, og i vandbad i sammenlagt 11 dage, så var de klar til at blive solgt.
Et andet sted var vi inden på et væveri, hvor de fremstillede håndvævede sarier, sjaler, duge og lign. i nogle meget flotte lidt brændte farver i røde, orange, gule og brune toner. Det var de materialer, der var brugt overalt på hotellet til puder, duge, servietter m.m. Der smuttede da også et par stykker stof ned i kufferten.
Landskabet vi kørte igennem var meget smukt, meget sydindisk, der var en del småsøer, da de havde fået godt med regn i den seneste monsun.
Om aftenen blev vi bænket ved et af de lange borde i spisesalen, således at man kommer til at snakke med nogen af de øvrige, der er på hotellet. Bordet var dækket med et utrolig smukt spisestel.
Tjenerne vrimlede overalt, på et tidspunkt stod der tre i kø bag ved Grethe for at øse de tre forskellige ting op til rejeretten.
Middagen startede med en portion creme Ninon, så var der stegte tigerrejer med ris og broccolisalat, tredje ret var tandooristegte vagtler med en kikærtecurry, og desserten var en passionsfromage. Vi sluttede med en kop the i de utrolig smukke og charmerende omgivelser.
