Picnic med “husmorforeningen” eller jungle safari
 Margarets hus, Little Pankajam |
 |
| Frokosten ankommer til “base camp” |
 |
| Niels og de seje piger |
Fredag d. 21.1.2011.
12. dag af turen til Indien.
Dagen handler om picnic med ”husmorforeningen” ud i de sydindiske bjerge.
Ved den gamle Kodai Club, som er startet af englænderne i 1887, mødtes vi med en flok damer, The ladyes Club, som Margaret er medlem af. De fleste var indiske, men foruden Margaret, var der en anden engelsk dame, Roma, der også havde boet i Madras, da vi var der. Det var dagen for deres årlige picnictur, og Margaret havde aftalt, at vi kunne komme med.
Vi blev fordelt i to biler og så gik det ud af byen gennem et smukt landskab med mange terrasser, hvor der blev dyrket grønsager op ad bjergsiderne. Turen gik ned ad en lille smal og stejl vej, som snoede sig nedad i hårnålesving, og hvor man næppe kunne tro, at bilerne kunne køre, men de klarede det. Da vejen endte, gik vi videre ned ad en smal sti igennem skoven, hvor fuglelydene blandede sig med den snak, som 12 indiske kvinder skaber i en blanding af engelsk og tamil. Imellem de vildtgroende træer voksede der bl.a. kaffeplanter, bananplanter og limetræer.
Nogle af os stoppede ved et vandfald, medens Niels og 8 damer fortsatte et stykke længere ned til en lille sø, som vandfaldet dannede.
Igen måtte vi konstatere af verden er lille. Grethe snakkede lidt med Roma, der havde boet de sidste 5 år i Kodai, efter ca. 40 år i Madras. Hun fortalte, at hun snart fik besøg af en dansker, Ellen Bleshøj, som var flyttet tilbage til Danmark for ca. 7 – 8 år siden. Hende kendte vi også fra vores tid i Madras, og bl.a. lejede vi flere gange den danske missionshytte i Kotagiri gennem hende.
Da Niels og damerne kom tilbage fra deres lille udflugt, var det tid til frokost. Når man er på picnic i Indien, slæber man ikke selv på mad og drikkevarer, det har man folk til. Den indiske dame, hvis familie ejede hele det landområde, som vi var gået igennem, havde også sørget for maden.
Ved vandfaldet lå der nogle småbygninger og på en stor åben plads foran, var nogle folk ved at rense dagens høst af kaffebønner for skræl, så de kunne lægges til tørre i solen. Her satte vi os i skyggen og så blev der serveret lækker chickenbiriyani, medens snakken gik lystigt, samtidig med, at vi havde den smukkeste udsigt ud over de fjerne bjerge, med en fjerntliggende lille landsby.
En hund fik kyllingebenene, medens en flok aber skulede ned til den fra et træ. Da hunden var mæt, smuttede et par aber ned og snubbede nogle af engangstallerknerne med de sidste rester.
Så skulle der leges lidt. Vi blev delt i to hold, og en fra holdet fik en titel på en film, som hun så via mime og fagter skulle få holdet til at gætte. Det gav megen morskab.
Vi sluttede med kaffe, som var lavet af de frisk høstede, brændte og malede kaffebønner, hvilket blev klaret af en lille gammel rynket kone.
Så blev det hele pakket sammen igen, og nogle indere tog det hele på hovedet og bar det op til bilerne igen, og vi begyndte opstigningen. Det var en fantastisk oplevelse med smuk natur, lækker mad og godt selskab fra de mange spændende indiske damer, der var veluddannet og videbegærlige mennesker.
Når solen går ned, falder temperaturen brat fra over 20 grader til ca 4 – 5 grader. Natten til i dag havde det været frost. Margarets brændeovn giver ikke meget varme, så vi sidder ikke længe i stuen om aftenen med vores aftenthe, men skynder os op til vores seng med varmedunkene og adskillige lag af tæpper.
