De sidste templer og afslapning
Søndag d. 6.2.2011.
28. og sidste dag af turen til Indien.
Dagen handler om de sidste templer og pakning af kufferter.
Straks efter morgenmaden gik vi ned til området med de mange klippefigurer, og klippetempler, da vi manglede at se de templer, der lå oppe på klipperne. Fra toppen af klipperne er der en flot udsigt ud over området med havet til den ene side og backwaterområdet ved den anden side. Langt nede kunne vi bl.a. se mange flotte lotusser, små templer og et sted var der morgenbadning.
Medens kirkeklokkerne ringede til morgenmesse fra en nærliggende kirke, så vi på de flotte små templer, der lå heroppe, de fleste hugget ud i klipperne. Ved fyrtårnet var der en stor flok aber, der ikke var helt enige om tingene.
Så var det tid at få pakket kuffert, så vægten blev rigtig fordelt efter Lufthansas regler.
Den sidste eftermiddag tilbragte vi på græsplænen, hvor vi slappede af, og Niels fotograferede kamæleoner.
Så er det ved at være tid til at taxaen kører os til lufthavnen og Lufthansa, der afslutter vores spændende månedslange rejse og gensyn med Sydindien. Madras internationale lufthavn er som alle andre steder i Indien, en broget og forvirrende oplevelse med farverige mennesker i store mængder overalt. Kl. 01.50 letter flyet, 10 timer ligger forude, og stjernebilledet Cassiopaia står klart og flot lige uden for flyvinduet, og følger os hele vejen hjem til den kolde europæiske hverdag.
Det har været en stor oplevelse at gense kendte steder, møde venner fra dengang for 25 år siden, og se, hvorledes Indien også har udviklet sig i de forløbne år både på gode og dårlige ting.