En dag med Lufthansa.
Tirsdag d. 17.1.2012.
Det første step af de 11,5 timer, som det ville tage fra Billund til Bangalore, startede med at vore kufferter blev checket ind en kold morgen i Billund. I Frankfurt ventede en dame på os med oplysning om, at der ville komme en lille elbil og hente os til den næste gate. Da den kom, var der dog ikke plads til Niels, da to ældre damer også skulle transporteres. Chaufføren blev meget bekymret, da vi på et tidspunkt ikke kunne finde Niels, men vi havde aftalt, at vi sås i Bangalore. Da vi kom til gaten, dukkede Niels dog op, og vi kom først ombord sammen med småbørnsforældrene. Jo, det gav megen god service med en skadet menisken.
Vi satte os tilrette til den lange tur. Niels havde en ældre amerikansk inder som sidemand. Han skulle hjem til Bangalore på ferie. Vi læste, spiste og sov lidt, og efter 8 timers flyvning var vi klar til landing i Bangalore, da var klokken 01,30 lokal tid. Inden vi var igennem paskontrol, havde fået vore kuffert og kørt de ca. 40 km. til hotellet, var klokken blevet 03.00, før vi stod ved hotelporten til Casa Picola Cottage, der er et ældre hus fra 1915, som er ombygget til hotel med en dejlig have rundt om. Dog var klokken kun ca. 22.30 for os med de 4,5 timers tidsforskel, der er til Indien.