Backwater. Fredag d. 27.1.2012.
Formiddagen blev brugt i hængekøjerne og solsengene, og til en tur langs stranden. Der lå et par små fiskelandsbyer ud langs stranden. Da Niels var på morgentur, bad nogle af fiskerne ham om at hjælpe dem med at få deres katemeran op på stranden.
Midt på eftermiddagen kørte vi ind til Alleppey, hvor vi aftale at sejle nogle timer på backwater. Vi fik en fin lille båd, der sejlede rundt med os ad små kanaler igennem de landsbysamfund, der ligger i række på digerne, der adskiller rismarkerne fra backwaterområderne. Overalt på vandet vokser der vandhyacinter, nogle steder så tæt, at vi sejlede igennem det som en isbryder i isfyldt farvand. Vi så en del fugle, to forskellige isfugle, hvide og brune hejrer, skarver, papegøjer, og flere arter, som vi ikke kender. Da solen var ved at gå ned, kom der en meget stor flok (150-200) flamingoer flyvende på række forbi solen. Et sted lagde vi til og drak en frisk kokosnød. De havde en tam braminkite, som vi blev fotograferet med på armen.
Det trak ud med at finde hjemvejen, så vi sejlede næsten 4 timer, selv om vi havde aftalt 3 timer, og da vi skulle betale, ville han da også have for fire timer, og Gopalan havde stået og ventet på os i en time.
Tilbage på hotellet spiste vi igen grillet fisk og ris med rejer og grønsager.