Dasedag. Søndag d. 29.1.2012.
Dagen gik med daseliv. Niels delte drikkepenge ud til personalet, 100 rupies til hver, han havde talt, hvor mange han mente, at der var, men da han kom ud i køkkenet for at give kokken noget, var der tre derude ialt.
Hotellet er lavet i et 70 år gammelt hus, der oprindelig er bygget som privat hus.
Sidst på dagen gik vi en tur ud ad stranden og gennem fiskerlandsbyen tilbage til hotellet. Vi mødte nogle børn som Niels tidligere havde fotograferet, så dem måtte vi lige fotografere en gang mere. Niels prøvede også deres kricketbat, men han fejlede de to af tre gange.
Da det blev aften, kørte vi ind til strandpromenaden og så solen gå ned, medens vi så på alle de mennesker, der også var kommet ned for at nyde søndag aften på stranden. Mange var i meget fint tøj, især børnene, som Niels fik taget mange billeder af.
Dagens middag blev spist på Hotel Panoramic Wiew. Vi startede med en meget lækker vandmelonjuice, og fik derefter en lækker Kerala kyllinge curry.
Medens vi ventede på maden, gik Niels om for at se, hvad der foregik bag ved restauranten. Det var præsentation af en brud, og Niels blev inviteret til at deltage, der sad allerede et dansk par på forrest række, som også var inviteret med, men vi havde jo lige bestilt mad, så det holdt vi os til. Bruden, der havde en meget funklende grøn sari på, fik overrakt et meget stort smykkesæt af svigermoderen. Senere så vi hende blive fotograferet, da var begge hendes arme tæt besat med funklende armbånd. Vi har ved et tidligere bryllup set en brud få overrakt armbånd fra de forskellige familiemedlemmer.