Lørdagsshopping i Alleppey. Lørdag d. 28.1.2012.
Da morgenmaden var klaret, kørte vi ind til Alleppey for lidt shopping. Medens Niels fik en lang snak med en ældre franskmand, fik Grethe købt 1,5 kg krydderier, der var mange lækre krydderier at vælge mellem, og det blev til hel kanel i to udgaver, nelliker, hvid peber, hel kardemomme, muskatblomst, frisk Kerala vanilje, og oveni fik Grethe foræret en pose muskatnødder og en stor pose med blandet masalakrydderier foræret. Vi gik ned ad den travle forretningsgade, hvor der var et tempel på et lille torv. Da vi havde købt papirjulestjerner, satte vi os på en lille cafe og fik en iskaffe, som langt overhalede de mest lækre frappe’ som vi har fået i Grækenland.
Så gik det gennem trafikmylderet og menneskemylderet tilbage for at finde Gopalan oppe ved kanalen.
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur langs stranden, medens en meget rød sol var på vej ned i havet. Om aftenen kørte vi ind ad strandvejen til Dreamers Restaurant, der mindede om en hippiecafe fra 60-erne. Her fik vi noget meget lækker mad oppe på deres første sal med udsigt over stranden og det mørke hav. Vi startede med vandmelon- og kaffecocktails, derefter fik vi veg.pakora, og så var der grillede kæmperejer og tunfisk med grønsagsris. Vi fik bestilt alt for meget mad, men det smagte rigtig godt.
Månen lå stadig som en skål ude over havet og palmerne, da vores hvide Ambassador med en hvidklædt Gopalan kørte op for døren og sprang ud for at åbne dørene for os.