Markedsdag og illumineret palads. Søndag d. 22.1.2012.
Vi havde aftalt, at vi ville på markedet fra morgenen. På vejen fik vi vekslet penge og købt noget mere hostemedicin til Grethe.
Markedet var meget fint med masser af grønsager og frugter, der var sirligt stablet op. Det må være nemt at købe ind her, med den overflod at friske grønsager og frugter og så mange forskellige slags. Vores chauffør sagde, at de kom ind hver dag fra de omkringliggende landsbyer og der var altid friske varer. En hel afdeling var kun med bananer i mange forskellige udgaver. En anden afdeling var med blomsterranker og garlands til bryllup og lignende.
Vi købte lidt dufte hos en ung fyr, der var meget dygtig til salgsarbejdet, i tilgift fik vi et par poser med hjemmerullede røgelsespinde. Vi fortsatte til en silkebutik, men vi blev enige om, at jeg havde silke nok.
Vores chauffør fandt en fin vegetarrestaurant, hvor vi fik tali, der er et fad med mange små skåle med forskellige retter. Der var en rødbedesalat, en linsecurry, en bønnesalat, en grønsagscurry, en krydret ris, en sambar med hesteradisser, almindelige ris og puri og pappadums hertil. Det var rigtig lækker, og kun til ca. 25 kr. for to personer.
Så var det tid til eftermiddagsafslapning i solen ved hotellets swimmingpool. Området er meget velholdt og vagtmænd går rundt og prøver at skræmme de aber væk, der kravler rundt på gesimser og altaner. Beostæren, papegøjer og hvide hejrer flyver rundt mellem træer og palmer. Et sted på en gesims havde en stor biflok slået sig ned, en vagtmand prøvede at skyde dem ned.
Vi fik aftalt med vores chauffør Gopalan, at han ville køre for os de næste ti dage, da han var meget god, vi kunne nok ikke få en bedre, selv om han var 72 år. Han fortalte, at han for 40 år siden var dybt alkoholiseret, men Gud reddede ham, så han nu havde et godt liv og et godt helbred, derfor havde han konverteret til kristendommen.
Kl. 18.30 kørte vi ned til Maharajaens palads, for at se det illumineret. Det er det hver søndag aften mellem kl. 19.00 – 21.00. Der var fri adgang ind på området, og selvfølgelig var der et mylder af mennesker i mange forskellige klædedragter. Præcis kl. 19.00 blev der tændt i tusindvis af pærer, så hele paladset, portene og templerne var flot illumineret. Det var virkelig et 1001 nats syn. Militærorkesteret spillede, og det lød som om, at en af de melodier, som de spillede, var Wonderful Copenhagen. Folk hyggede sig i den lune aften, gadesælgerne havde gode dage og der blev taget lige så mange billeder, som der var pærer på paladset.
Da vi kørte tilbage lå Lalita Mahal Palads Hotel med lys oppe på bakken og så meget flot ud. Da vi kom op på hotellet tog vi den gamle elevator, som Maharajaen havde købt i England i 1923 og fået installeret på hans sommerplads. Senere da det i 1974 blev lavet til hotel blev elevatoren renoveret, men det oprindelige udseende blev bibeholdt. Der var f.eks. en lille sofa i elevatoren, hvor man kunne sidde, medens den kørte. Vi kom lige tids nok ud på balkonen og så det illumineret palads i det fjerne, så blev det slukket. En vagtmand fortalte, at en enkel defekt pære kunne slukke det hele i utide.
Vagtmanden spurgte om vi ville med ind og se kongesuiten. Der var en stor stue med et tykt gulvtæppet, råsilkebetrukne hynder i stole og sofaer, silkepuder spredt i alle møbler, der alle var de gamle møbler fra Maharajaens tid. Så var der et stort påklædningsværelse med et stort gammel udskåret træskab. Ved siden af var der et stort soveværelse med en kæmpe himmelseng og et lille sofaarrangement med silkebetrukne hynder. Ved siden af var der et lille kontor, og fra påklædningsværelset var der udgang til et stort badeværelse. Vi vurderede at det samlede areal i denne suite var ca. 200 kvadratmeter.
Så var det tid til aftensmad i den flotte spisesal. Vi fik tigerrejer i hvidløgssovs og lammecurry, med paratas og nan til. Dagen sluttede med en kop the på værelset.