Dage på hotel Bangala i Karaikudi. Torsdag d. 2.2. til lørdag d. 4.2.2012.

Der er af og til lidt skyderi fra fyrværkeri og trommelyde i nabolaget, personalet mener, at det kan være noget tempelfestival eller et bryllup. Der ligger mange små templer rundt i nabolandet, og de har forskellige festivaler. En eftermiddag kogte nogle damer ris udenfor templet, der ligger ved siden af hotellet, det skal så velsignes af braminen, der bl.a. har travlt med at hænge garlands på guderne og uddele hellig aske, til at smøre i panden. Med mellemrum kalder muslimerne også højlydt ud over hele byen.
Ved frokost- og middagsbordet falder vi som regel i snak med dem, der sidder ved siden af os, da vi sidder ved lange borde og spiser. En del rejser rundt på egen hånd som os, dog med det hele planlagt via et rejsebureau. En aften var det et par fra Schweiz, de havde gjort Nordindien for et par år siden. Der har været en del englændere, og nogle franskmænd, en dag var der også en gruppe fra Mexico. Generelt er det dog hovedsagelig folk i pensionsalderen. Dog sad vi en dag ved frokostbordet sammen med to unge amerikanske piger, de skulle til bryllup ved nogle venner i nabobyen og var meget begejstrede for det hele.
Frokosten på Bangala er altid på sydindisk. Det vil sige at der ligger et bananpalmer på bordet, og så bliver maden øst op på bladet i små portioner. Hvis det er helt korrekt, skal det spises med fingrene, men det er ret svært at håndtere ris med grønsagscurry, chutney og hvad der ellers er, så vi er ret glade for de gafler og k nive, som restauranten venligt har lagt frem. Restaurantens mad er meget lægger, og personalet nøder meget, for at vi skal spise noget mere. I disse dage er der et hold fotografer på hotellet, for at fotografere forskellige retter til en kogebog, som er ved at blive lavet om Bangalis mad.
Bag den store tempeldam ved siden af Bangala, ligger der nogle ret pæne huse og stille gader. Husene er ofte malet i kraftige farver, f.eks. stærk orange kombineret med skrap blå. Flere steder er der en stor brønd inde på deres gårdsplads, hvor et par køer og en flok høns også er en selvfølge.
En dag, da Grethe var på indkøb efter stof til punjabidress, mente ekspeditricen, at de stofsæt, hvor modellen på billedet var meget lys i huden, måtte passe til hende, da vi havde “same color”.