Gennem the-, kardemomme-, kokos og rismarker. Onsdag d. 1.2.2012.

Vi var tidligt oppe, da vi havde en lang dags kørsel på ca. 300 km. inden vi kunne være i Karaikudi. Vi kørte i en rød Indico med Muni som chauffør. Første stykke var ad snoede bjergveje gennem themarkerne med flotte udsigter, og fjerne landsbyer, som man kun kan nå til på gåben, og senere kørte vi gennem kardemommemarkerne. Vi passerede grænsen mellem Kerala og Tamil Nadu i et pas højt oppe, hvor kolde, lavthængende skyer kom drivende ind. Det sidste stykke ned gik ad 17 hårnålesving 700 meter ned ad en stejl klippeside, og så var vi nede i varmen på lavlandet og themarkerne var skiftet ud med rismarker.
Det gik gennem flere småbyer mod Madurai, men kort før vi nåede dertil, kom der pludselig en cyklist ud foran bilen uden at se hverken til højre eller venstre. Selv om Muni bremsede meget hårdt, kunne han ikke undgå at ramme hans baghjul, så cyklisten måtte en tur i asfalten. Muni fik snakket med ham og der var heldigvis ikke sket ham noget, det viste sig, at han havde drukket. Vi fortsatte, men efter et kvarter, blev vi stoppet af politiet. Det viste sig, at nogen havde set, at der sad et par blegansigter i bilen, og så en mulighed for at få nogle penge ud af det. Så Muni måtte en tur på politistationen og afgive forklaring. Vi blev sat i venteposition på subinspectors kontor med udsigt gennem nabokontoret til tremmedøren ind til fængselscellen. Den så ikke særlig hyggelig ud. Udenfor døren stod der 15 konfiskerede motorcykler, hvor ejerne ikke havde betalt deres afgifter. De var flinke nok på stationen, men papirarbejdet tog tid, så det endte med, at der gik halvanden time, før Muni havde betalt en bøde på 500 rupies (50 kr.) og vi var på landevejen igen.
Det gik rask videre, og efter Madurai kom der et langt stykke med firesporet motorvej eller noget der skal ligne det. For folk krydser frimodigt over motorvejen til fods, og cyklister bruger også gladeligt vejen.
På det sidste stykke vej til Karaikudi gik der mange, barfodede orangeklædte mennesker i vejsiden, de var på pilgrimstur og skulle gå ca 200 km. til en Gud, der står nede i nærheden af Kodaikanal.
I Indien tager det noget længere tid at køre 300 km, så ved 17-tiden var vi fremme ved Hotel Bangali, hvor vi blev vel modtaget med en kold freschlime og lidt hyggesnak med værtinden. Vijay og Aruna i Madras havde bestilt bryllupssuiten til os, så der blev vi installeret, og da mørket havde sænket sig, fik vi en herlig middag i deres flotte spisesal. Vi fik pumkinsuppe, rejer med champignon og friturestegte broccoli, tandoristegte vagtler med ris, bønner og dahl, og til dessert citronfromage.