10 års jubilæumsdag i Trankebarforeningen. Lørdag d. 11.2.2012.
Efter morgenmaden tog vi en tur ud ad stranden til den lille palmelund, som vi fandt dagen før. Her så vi tidevandet strømme ind i backwaterområderne og en enlig fisker på en catemaran af tre planker satte garn ud midt i strømmen, medens de flotte braminkites fløj stilfulde rundt over vore hoveder. Da vi over middag gik tilbage forbi Paradepladsen, var nogle mænd lige begyndt at sætte scenen op til eftermiddagens 10 års jubilæumsfest i Trankebarforeningen.
Jubilæumsfesten skulle starte kl. 16.00, men på det tidspunkt var der ikke kommet andre en en håndfuld danskere, og hele byen var inviteret. Plakaterne, som var sat op rundt i byen, havde gederne ædt. Scenen var heller ikke færdig, nogle baksede med et stoftag over scenen, nogen løb rundt og trak ledninger og gravede stolper ned i gruset til nogen lamper, nogen satte stole op, og nogen baksede med højtaleranlægget. Formanden Karin løb forvirret rundt og lavede nye aftaler uafbrudt.
Tempelelefanten, der var kommet på en lastbil fra nobobyens tempel, gik op til Landeporten, hvorfra den skulle gå i procession ned til Paradepladsen ved fortet. Men spejderorkesteret, der skulle gå forest, udeblev. Og de to lokale hovedtalere udeblev også, foreningen var på den første plakat kommet til at sætte disse to fornemme personer i forkert rækkefølge i forhold til deres rang, så der måtte i hast trykkes et nyt sæt plakater. Der blev fundet et par drenge, der kunne slå på tromme på turen op ad Kongensgade. Alle skolepigerne blev stillet op i to rækker ved skolen, og medens vi ventede på, at de, der skulle holde tale, skulle ankomme, velsignede elefanten dem, der havde behov for det med et klask af snabelen ovenpå hovedet.
Så gik professionen igang, og da de kom op til Paradepladsen, var scenen endelig blevet færdig, men da var klokken også blevet 17.00, og så kunne det hele starte. En toastmaster startede med en lang tale på tamil og så var der flere taler. Nogle børn optrådte i farverige dragter med dans til musik fra musikanlægget, og så var der taler igen. Karin ærede de forskellige talere med et sjal over skulderen, og så var der børnedans igen. Der var rigtig mange børnehold, og de gjorde det meget flot, det var absolut det bedste af programmet. En dreng og pige fik en lille præmie for et billede, som de havde tegnet. Nogle fra foreningens bestyrelser holdt også taler og fortalte om egen fortræffelig indsats. Da programmet var ved at være slut, blev der uddelt kiks og chips til de deltagende børn.
Ved 19,30-tiden var det hele færdig, og bestyrelsen, et par andre og de fine folk samledes til middag i Flora Cottage. De tre menige medlemmer, der langt fra fædrelandet var mødt op til jubilæet, var der ikke plads til, men vi samledes på terrassen på Bungalow on the Beach, hvor vi sammen med et dansk par fra Ringkøbing spiste en middag, og hyggede os sammen til månen stod højt ude over Bengalen.