Mahabalipuram. Søndag d. 12.2.2012.
Da solen var stået op uden for vores terassedør, var kufferterne pakket, og vi var klar til at sige farvel til Tranquebar for at køre til Mahabalipuram. Først havde vi dog lidt snak med chaufføren (som kun talte tamil, men forstod lidt engelsk), da sikkerhedsselerne på bagsædet var gemt langt væk. Det lykkedes os at grave den ene frem. Så med en på forsædet og en på bagsædet gik det nordover. Inderne bruger ikke sikkerhedsselerne, selv om de har dem i bilerne. Forståelsen af, at det er for deres egen sikkerhed, eksisterer ikke. Og når man ser, hvorledes trafikken afvikles, ville enhver dansker nok skynde sig at tage en sele på. Men vores chauffør kørte godt, selv om vi måtte ind og fylde benzin på tre gange, men vi fik også kun en lille sjat hver gang.
Efter 250 km var vi i Mahabalipuram, hvor vi blev indlogeret på hotel Sea Breeze vær. 603. Vi hyggede os på plænen nede ved vandet resten af eftermiddagen, medens fiskerne ordnede garn nede på stranden. Da solen var gået ned begyndte beostærene at lave kraftig lyd i nogle træer foran hotellet.