Stranddag. Mandag d.13.2.2012.
Da vi havde fået morgenmad, ryddede vi op i vore kufferter, så de var klar til Kingfisherflyet tirsdag. I en lille butik kom vi på nettet, og fandt ud af, at Kingfisher havde sendt en ny mail om ændring af vores fly. Det hele så mærkeligt ud, men vi kunne ikke komme i forbindelse med dem. Vi gik om for at hæve penge, men ATM-en virkede heller ikke, der var powercut, det virkede som om hele Indien var på stand by.
Efter frokost fik vi fat på Kingfisher via tlf. og fandt ud af, at det var i orden med vores fly. Vi var ellers ved at overveje, at vi måske blev nødt til at tage den ca. 8 timer lange køretur til Bangalore.
Om eftermiddagen nød vi solen og den friske havbrise nede på plænen ved vandet med den flotte udsigt ud over vandet og over til det lille, fine Sea Shore Tempel.
Der var rigtig mange fiskerbåde på havet. Nogen begyndte at komme ind med dagens fangst, det var store mængder rejer, som de bar op til restauranten ved siden af hotellet.
Om aftenen spiste vi på Sea Shore Garden Restaurant, hvor vi fik tigerrejer masala og grillstegt redsnabber, frisk fra havet. Både i Tranquebar og Mahabalipuram har der været powercut hver aften ved 19,30-tiden. Det skete også i aften, og da lyset forsvandt, kunne vi pludselig se den flotte stjernehimmel ude over Bengalen. Her sad vi i den lune aften på 12. breddegrad og så på den orangegule Mars, der stod lavt ude i øst.