Fugle og muslimer.

28. februar 2013 Slået fra Af gretheogniels

Torsdag d. 28.2.2013.
Kuala Lumpur betyder ” Mudret flodmunding” og ligger der, hvor floderne Klang og Gombak løber sammen. Her blev byen grundlagt i 1857, da nogle kinesere på jagt efter tin slog sig ned her.
Vi startede dagen med at se fugleparken, som er verdens største overdækkede. Her gik vi omkring på stierne og så på de mange fritflyvende fugle. Det var især asiatiske fugle. Det var et meget fint sted, vejret var overskyet, ret fugtigt, men meget rart alligevel. Vi så de store, fine hornbillfugle blive fodret med papayastykker, og et lille fugleshow med papegøjer, der bl.a. talte, regnede og løb om kap.


Hornbillfugl

Lige overfor lå der en lille orkidepark, som vi gik en lille tur i. Der var mange fine orkideer i alle farver i solen, der nu var kommet frem.
Herfra gik vi om for at se det muslimske museum, men vi opdagede, at vi kunne komme ind og se den store flotte National moske Malaysia, Masjid Negara. Det er en af de største moskeer i Sydøstasien. Forinden vi kunne gå ind, måtte Grethe dog klædes standmæssigt på, hun fik en lang lilla dragt og et hovedklæde på, så kun ansigtet og tæerne var synligt. Og så gik det rundt på de fine, glatte marmorfliser forbi søjlehallen, bedehallen, der kan rumme 8000 mennesker, koranskolen og meget mere. Det var ret spændende at se, så museet måtte vente til dagen efter, da benene trængte til et hvil. Så vi fandt en taxa, og kørte tilbage til hotellet.
Om aftenen kom vi forbi det indiske tempel, Sri Mahamariamman, var det åbent og der var en del mennesker. Vi satte skoene i skogarderoben og gik ind og så det reneste hindutempel, som vi nogensinde har set. Meget af gulvarealet var dækket af marmor og der var meget farverige og fine guder overalt.