Skyhøje Petronas Twin Tower.

2. marts 2013 Slået fra Af gretheogniels

Lørdag d. 2.3.2013.
Vi startede dagen med at tage toget ud til tvillingetårnene Petronas Twins Towers. I shoppingcenteret Suria KLCC (Kuala Lumpur City Center) fik vi en friskpresset juice, og faldt vi i snak med et ungt par. Jerry, som han hed, fortalte, at han havde en massageklinik, der var en del af en større kæde. Han gav os et tlf.nr. og inviterede os til at komme ind til ham, når vi kom tilbage til Kuala Lumpur, og få en body- eller hovedmassage.
Vi kiggede os lidt omkring på et par af de mange etager i shoppingcentret. I toppen af centret var der en glaskuppel, hvor tvillingetårnene lige stak toppen frem.
Vi gik derfra ud i den lille park ved tvillingetårnene, hvor der var et stort springvand. På en bænk under et skyggefuldt træ beundrede vi tvillingetårnene, der steg mægtige mod himlen bag ved det fine springvand.


Vi gik tilbage til togstationen, hvor vi efterhånden var blevet helt ferme til at betjene billetautomaten.
Vi nåede til et møde med den tredje trosretning, da vi forvildede os forbi et lille kinesisk tempel, hvor handicapforeningen netop var færdige, så der var et mylder af biler, hvor kørestole og dårligt gående blev sat ind. Der så også ud til, at der havde været maduddeling, for de drog alle afsted med en plastikpose med et par bakker Take Away mad.
Nu har vi klaret hinduerne, muslimerne og taoisterne. De kristne har vi endnu ikke aflagt et besøg, men fra radiotårnet fredag så vi dog flere kirke dybt nede under os.
Vi var forbi Little India på vejen hjem til hotellet. Så nu er beholdningen af muskatnødder forøget markant igen.