Bjergene kalder.
Fredag d. 8.3.2013.
Inden det rigtig var blevet lyst, var vi oppe, fordi vi skulle på langfart til bjergene med taxa til færgeterminalen, en færge til Lumit på fastlandet, en bus til Ipod, en ny bus op til Tanah Rata i Cameron Highland, og til sidst en taxa til hotel Century Pines Resort. Hele turen fik vi til at passe meget fint sammen, selv om vi ved hvert nyt skift først skulle købe nye billetter til næste tur. I IPod var der endda tid til at købe lidt snacks til frokost ved en indisk snackbod. Buschaufførene var også meget venlige til at fortælle os, hvorfra vi skulle tage næste bus.
Solen var lige stået op, da vi kørte ned mod færgen sammen med et norsk par på vores alder. De havde lært rejsekunsten, de rejste med to mellemstore rygsække og intet andet. Da Niels kommenterede dette, og sammenlignede med vore kufferter, mente nordmanden, at der var to slags mennesker, dem der rejste let og os andre.
Busserne, som vi kørte med var Express VIP. det betød, at der kun var tre sæder på hver række, så det var gode brede sæder med god benplads, ikke DSB standaeden. en af dem havde desuden fine gule hængegardiner med frynser.
Turen gik op gennem bjergene med en meget flot jungle. Her var tropiske træer med høje lige træstammer, palmer, nogle kæmpestore bregner og meget andet.
Den sidste del af turen gik gennem et område med grønsags-, frugt- og blomsteravl. Store plastikdrivhuse lå spredt ud over bjergsiderne, og der var store reklamer for afgrøderne, især for jordbær. Snart begyndte der også at komme nogle themarker op ad skråningerne. Vi er nu oppe i 1700 meters højde, og det kunne selvfølgelig mærkes på temperaturen.
Da solen var væk, sad vi ude og spiste, og det blev lidt køling, så vi måtte have en trøje på for første gang her i Malaysia. Da vi kom tilbage til hotellet, var temperaturen nede på 21 grader, der er ingen aircondition på værelset, det er der vist aldrig brug for. Vi har også fået en dyne i stedet for et lagen og tæppe. Med AC kunne vi ude på Pangkor få nattemperaturen ned på 24 grader på værelset.
Klokken er nu 20.30 og imamen kalder til bøn et sted fra en minaret i nærheden, men det vil vi ikke blande os i.
– Posted using BlogPress from my iPad