Mosskoven.

11. marts 2013 Slået fra Af gretheogniels

Mandag d. 11.3.2013.
Himlen var klar og fin, da vi vågnede og temperaturen var 16 grader udenfor. Vi skulle igen på tur og blev hentet af en minibus, hvor vi kom i selskab med en yngre tysk pige, et pensioneret engelsk par, et ungt par fra Singapore og en mor og datter fra Shanghai. Alle var hyggelige at være sammen med.
Første stop på turen var en sommerfuglepark. Der var nogle meget fine eksemplarer, og desuden var der en del krybdyr som biller, græshopper, tusindben, vandrede pinde og blade, edderkopper og gekkoer, de fleste i kæmpeudgaver. Guiden satte et kæmpetusindben om armen på Grethe som armbånd. Der var også en del slanger.


Turen fortsatte op gennem themarkerne. Her er tebuskene ret lave, sammenlignet med de indiske, og guiden fortalte, at de klippede dem hver 3 måned. Theområdet er grundlagt af englænderne omkring århundredeskiftet. Theplukkerne var i fuld gang ude mellem buskene på de fjerne skråninger.
Så gik det mod toppen Gunung Brinchang på 2000 meters højde. Det er den højeste top i Cameron Highlands, og der var en flot udsigt ud over bjergene, da der satdig var klart vejr. Lidt nede ad bjerget gik vi ad en smal og stejl sti op gennem Mossi Forest, der er noget jungle, hvor træerne er tæt besat med mos. Der vokser flere forskellige kødædende blomster i området.


Stien var utrolig mudret og rødder fra træerne stak ud alle vegne, men heldigvis dannede de nogle naturlige trappetrin, så det hjalp meget, både da vi gik op og da vi gik ned igen. Nedturen endte ved en ca 3 meter høj stejl skrænt med klipper og rødder i vild sammenblanding. Da hele holdet var vel nede igen, gjorde vi holdt ved en kilde, hvor de mudrede sko kunne blive vasket rene.
Vi fortsatte lidt ned ad vejen, til et sted, hvor der var lavet en panoramasti i træ op gennem junglen, men hævet et stykke op over bunden af junglen. Da Grethe sad og hvilede sig på en bænk et stykke oppe, sad der også en fransk familie. Pludselig tog de en dåse frem med danske småkager og bød en. De mente, at det var svenske kager, men bøjede sig hurtigt for den danske ekspertudtalelse om kagernes oprindelse.
Vi gjorde senere holdt ved en jordbærfarm. Her kunne man selv plukke jordbærrene, der voksede i potter, der hang på nogle stativer. Ud over de mange grønsager, der dyrkes i området, er der stor fokus på de jordbær, der også dyrkes. Det betyder, at der er en vældig industri med jordbærprodukter. Alt kan fås med jordbær, f.eks. puder, paraplyer, krus, køleskabsmagneter, nattøj, vanter, og meget andet. Måske kunne Østergård hjemme på Als få lidt inspiration her.
Vi sluttede udflugten med at blive sat af ved en kaktusfarm. Her havde de kaktusser i alle størrelser og former, og desuden et væld af forskellige potteplanter med flotte blomster. Igen i kæmpestore udgaver, f.eks. en potte på ca en meters højde med crysanthamum på også ca en meters højde.