Næseaber.

Tirsdag d. 19.3.2013.
Vi var tidligt oppe, da vi skulle med en bil ud til Bako nationalpark, hvor vi forhåbentlig fik set nogle næseaber, som Borneo jo også er kendt for. Vi blev sat af ved en lille fiskerlandsby, hvor vi fik en guide, der ville tage os med rundt i nationalparken. Vi startede med at sejle en times tid i en lille båd. Mangroveskove voksede langs bredderne, hvide ibis gik og søgte efter føde mellem træerne, og solen skinnede, varmt var det selvfølgelig også.
Straks efter at vi var kommet i land, mødte vi nogle vildsvin. Kort tid efter så vi de første næseaber oppe i et træ. Det var en hel familie, med en stor han med en lang hængenæse, flere hunner og unge hanner, og nogle unger. Ungerne har de først fire måneder brun/ sort pels, og får først derefter den rødlige farve. Lidt efter var der endnu et par stykker i et andet træ. Guiden fortalte, at de tidlig morgen kom ned til vandet for at spise, fordi de træer, som de kan lide bladene fra vokser dernede. Når det op ad formiddagen begynder at blive varmt, trækker de tilbage til junglen. De er vegetarer, spiser kun blade, ikke frugter. De har to maver, og sidder så midt på dagen et sted i et træ pg fordøjer.

Han næseabe, der har fået en lang næse.

Lidt senere så vi et par macaqueaber, de er mere frække og pågåede end næseaberne. Nu manglede vi kun at se den tredje abeart der i området. I mellemtiden fandt vores guide den grønne giftslange, viper, der lå rullet sammen på nogle grene i et træ.

Viperslangen sov tilsyneladende da vi kom, men guiden prikkede til den med en lang pind så hovedet kom frem, heldigvis blev den ikke sur over det.

Vi gik et stykke gennem mangroveskoven, og pludselig var den tredje abeart ved nogle vandpytter, hvor de drak vand. Det var de sortmaskede aber. Deres små ungers pels er helt orange, og først når de er 1/2 år skifter de til den sort/grå pels, som de voksne har. Det ser næste ud til at næseaberne og de sortmaskede aber har byttet unger.
Nu gik turen op gennem junglen ad en sti, hvor sandsten og trærødder fra tropetræerne bestemte, hvor det var muligt at sætte fødderne. Lianer hang fra trætopperne, og fugtigheden var høj, så efter nogen tid var vore bluser gennemblødte.
Efter en sidste klatretur ned ad en klippe, hvor trærødderne krøb i et sindrigt mønster ned ad klippen og gav støtte til både fødder og hænder endte vi ved en sandstrand. Her kunne vi i fred og ro spise de DimSum, som værten havde givet os med som frokostpakke, indtil en bådsmand råbte, at der var en abe oppe ved en klippe. Det var en næseabe med en unge, de havde travlt med at spise nogle blade, inden de igen forsvandt op i junglen.

Hun næseaben har ikke så stor næse, men halen er lang og flot.

Da vores båd kom, sejlede vi om forbi nogle store sandstensklipper ude i vandet. De var af vind og vejr formet til nogle fantastiske figurer, som f.eks. ansigter, sfinks, kobraslange og meget andet.
Da vi kom tilbage til landsbyen, gik vi sammen med guiden, en tur i den fiskerlandsby, hvor han havde boet som barn. Den lå på den anden side af floden. Husene her var bygget af træ og på pæle, fordi tidevandet hele tiden kom og gik. Imellem husene var der træbroer og der var selvfølgelig billøs.
Der trak sorte skyer sammen i horisonten, og sidst på dagen kom en forrygende troperegnbyge med torden, da vi sad på balkonen med en kop sen eftermiddagsthe. Godt at vi ikke var ude i junglen længere.
Dagen endte med at værten kom og inviterede os til middag inde i byen på en fiskerestaurant, sammen med to unge piger fra KPMG, som var på forretningsbesøg.