Koloniherrernes spor i Melaka.

Koloniherrernes spor i Melaka.

24. marts 2013 Slået fra Af gretheogniels

Lørdag d. 23.3.2013
Idag skulle vi på udflugt til Melaka, og efter et par togskift, fandt vi vores bus, og snart gik det mod Melaka ud ad motorvejen til Singapore. Vi kørte igennem nogle enormt store palmeplantager. Da vi for 30 år siden fløj fra Kuala Lumpur til Singapore, lagde vi også mærke til disse store palmeplantager.
På Melakas busstation var der en mængde småbutikker, der solgte alverdens ting. Et sted midt i det hele lå folk på nogle bårer. Om de fik tappet blod eller fyldt blod på, kunne vi ikke se, men en af delene var de i gang med.


På vej ind til centrum paserede vi den gamle kinesiske kirkegård med ca. 12.000 grave, nogle af dem er dateret tilbage til Ming dynastiet. Vi stoppede ved Den røde plads, der hedder sådan, fordi de smukke gamle bygninger på pladsen, som er opført af koloniherrerne, er malet røde.
Melaka har en stor og spændende fortid for alverdens søfarende på grund af den stratetiske beliggenhed ved Melakkastrædet. Portugiserne, hollænderne og briterne har på skift haft magten i byen, og har på hver deres måde sat et præg. Under anden verdenskrig var det japanerne, der sad på magten.
På toppen af St. Paul’s Hill ligger ruinerne af St. Paul’s Church, hvor Francis Xavier lå begravet i syv måneder, efter at han var død i Kina. Derefter blev han overført til Goa i Indien, hvor vi har besøgt hans gravsted.
Vi startede med at tage en sejltur på Malacca River forbi de gamle kineserkvarterer.


På en bropille under en af broerne lå der en varan på ca. en meters længde. Efter et lille besøg på et toldmuseum med bl.a. forskellige smuglervarer, gik vi om til et meget spændende privat museum: Baba Nyonya Heritage Museum, det ligger i et peranakan bybus fra 1896. Det har været i flere generationers eje, indtil det blev lavet til museum. Peranakan er betegnelsen for de første kinesere, der kom til Malakastrædet. Arkitekturen er beskrevet som kinesisk barok, og er en blanding af kinesisk, victoriansk og hollandsk stil. Der var mange fine ting i huset, og rundviseren var fin til at fortælle om effekterne, datidens skikke og familiens liv i huset. Virkeligt et besøg værd.


Sidst på dagen, inden vi skulle med bussen hjem, var energien ved at være brugt op, så vi fik lidt at spise, inden vi tog en taxa ud til busstationen og fandt vores bus tilbage til Kuala Lumpur. Vi var tilbage ved hotellet ved 22-tiden godt trætte efter en lang dag.
Mange steder står der et specielt ettal, der er dekoreret med Malaysias flag. Vi har undret os over, hvad det betød. Medens vi ventede på toget, snakkede vi lidt med en ung pige. Hun forklarede, at det var et symbol på den kulturelle enhed, som Malaysia ønsker at være, på trods af, at der er så mange forskellige kulturer og folkeslag i Malaysia.