
Hjem til det kolde nord.
Torsdag d. 28.3.2013.
Vækkeuret ringede kl. 4.30, da vi ville blive afhentet kl. 6, så vi kunne nå vores fly til Hamburg kl. 8.55. Vi følte os ikke helt morgenfriske, efter et par hæsblæsende dage i Dubai. Vi fik lige et par stykker toastbrød og en kop the i restauranten, inden vores bil kom med den korrekte og fåmælte chauffør fra Arabien Adventures. I morgenrødens lys over Dubai, gik det mod lufthavnen, hvor vi hurtigt fik checket ind, og fandt vores gate. Så gik starten med Boing 777-300 ud over det arabiske hav i solskin og kursen nordover blev sat. Som de andre gange, hvor vi har fløjet med Emiraterne, er der ret kold i cabinen. Vi fik serveret noget morgenmad med Lurpak smør. Flere steder i Dubai, havde vi set nogle kæmpestore reklamer for Lurpak smør på nogle busholdepladser.
Under frokosten fløj vi hen over de snedækkede marker i Moldavien. Da vi fløj over Ukraine, så det ud til, at de havde endnu mere sne på markerne. Det er vist ikke så mærkeligt, at det endnu er så koldt i Danmark. Og turen fortsatte til Hamburg med snedækkede marker hele vejen, der langt nede under flyet.
Vi blev lukket ud i Hamburg til gråvejr og en bitter kold vind. Bilen fandt vi hurtigt, den kunne starte efter en måneds ventetid på den kolde parkeringsplads, og det gik mod påske i Danmark efter en fantastisk ferie til Malaysia og Dubai.
Nogen har spurgt os, om det ikke var frygteligt varmt i Malaysia. Nej det var dejligt varmt i Malaysia og det er frygteligt koldt i Danmark!