Bali backstage.

Fredag d. 13.3.2014.
Efter morgenmaden besluttede vi, at vi ville gå en tur op ad det lille bjerg bag ved hotellet. Niels havde fået fortalt, at der var en asfaltvej hele vejen op, så man kunne køre på motorcykel. Vi var glade for, at vi havde taget vandrestavene med, for vejen var ret stejl. Fra morgenen var det lidt skyet, men efterhånden klarede det op, og himlen blev mere og mere blå. Vi gik først igennem en landsby med op til flere småbutikker, men efterhånden blev det mere og mere skov. Hanerne galede i alle retningen og i skoven lå flere småhuse, hvor der typisk var et halvtag med en ko og et andet halvtag med et par grise, og høns med småkyllinger gik rundt mellem det hele. Der var aktivitet overalt. Et sted badede en kvinde i et vandløb, et andet sted stod to kvinder med hver deres støder og var ved at kværne majs. I trækronerne var der dejlig fuglesang og overalt var der massevis af grønne vækster, så der var foder nok til dyrene.

Snart holdt cementvejen op og gik over i en trampet, stenet sti. Da vi sad og hvilede os på en sten, kom en mand forbi. Alle er meget venlige og hilser altid på os. Vi snakkede lidt med ham, og han fortalte, at hans hus lå lidt længere oppe ad bjerget, så vi kunne følges ad opad. Han var vant til turen, for vi blev noget mere forpustet end ham.
På et tidspunkt snakkede vi om, at vi skulle vende om, men manden ville gerne invitere os på kaffe i hans hus, og vise os den fabelagtige udsigt, han havde ud over vandet til Lombok med den store vulkan og Giliøerne ved siden af. Det lød lidt spændende, så vi tørrede sveden af panden og fortsatte det sidste stykke op. Det viste sig, at vi havde klaret det mest stejle stykke, så det sidste stykke til hans hus var ikke så slemt. I udkanten af hans lille landsby mødte vi hans søn, der gik og plukkede custardapples. Ved siden af hans hus var en australier ved at bygge et hus på en grund, som han havde købt af vor ven, og der gik flere byggearbejdere og støbte med cement.

Vi blev bænket på en bambusseng på terrassen, hvorfra der virkelig var en helt fantastisk udsigt. Sønnen lavede kaffe til os, som han servere i tre glas, der ikke var det reneste, som vi havde set, og det med at drikke kaffe er jo heller ikke vores største fornøjelse, men skik følge eller land fly. Vi nød udsigten, kaffen smagte nogenlunde, vi snakkede hyggeligt med manden, og hørte om hans liv og hans familie.

Han var født på stedet, og var glad for sit liv og sin ejendom. En gammel onkel på 74 år stødte til. Han gik ret dårligt, fordi han havde brækket benet ved at falde ned. Grethe sad og var meget lykkelig for de to Oxfordknæ, som det danske sundhedsvæsen har doneret. Knæene klarer sig rigtig godt på en bjergtur, mon ikke at fysioterapeuterne i Vejle mener, at det er en god træning at bestige bjerge.
Turen ned gik uden at blive forpustet, selv om vi igen var ved at fare vild. En lille trampet sidesti i junglen er nem at overse, når man både skal se efter den smukke udsigt, fugle i træerne og koen under halvtaget, men heldigvis opdagede vi hurtigt, at vi havde glemt at dreje fra ned ad bjerget.
Nede ved vejen faldt vi i snak med en dame med en lille butik, hvor vi skulle købe vand. Hun flettede små kurve til ofringer, og viste Grethe en ny variant. Som tak viste Grethe hende, hvordan man fletter julestjerner af blade fra kokostræet. Sønnen på 11 år kom hjem, og så meget på varerne i en handelsbil, der holdt ved vejkanten og bl.a. solgte kladdehæfter. Han ville gerne have nogen til skolen, men moderen havde ikke råd, så vi donerede seks kladdehæfter til ham, og han lovede at være flittig med skolearbejdet.

Da vi kom hjem var vi gennemblødte af sved, men stranden var tæt på, så vi lagde os ned på stranden i skyggen af frangipanitræet. Medens vi lå der, var der tre hajer på ca 1/2 meter der sprang lystigt i strandkanten, mens Niels var på koralrevet for at se til hans tropefisk. Lidt efter at han var kommet ind, var der 6 småhajer i strandkanten.
Aftensmaden blev indtaget på den den lille fiskerestaurant Inrah, hvor værten underholdt på guitar med Beatles, Elvis m.fl. og hans to sønner på 10 -11år spillede på tromme til. Senere kom de to lillesøstre på ca. 4 og 8 år, som Grethe dagen før havde lært at flette julestjerner. De sang den brasilianske slager Ai Se Eu Te Pego , jo det var en virkelig musikalsk familie. Efter forestillingen fik den mindste pige en sutteflaske, og blev puttet i en hængekøje under et halvtag, mens andre familiemedlemmer hyggede sig ved siden af, og et par onkler fik en dram.