Fuldmånetempelfestival.
Søndag d. 16.3.2014.
Medens vi spiste morgenmad, kom der en 5 – 6 delfiner svømmende forbi. Straks efter morgenmaden tog Niels scooteren og kørte ned til det japanske skibsvrag. Han ville leje et undervandskamera for at tage nogle billeder af alle hans koralfisk. Han kom hjem med 150 billeder, som vi desværre ikke kan vise, da vi manglede en ledning til at overføre nogle til bloggen.
Hen på eftermiddagen kørte vi mod den lille by Bunutan, hvor vi havde hørt, at der skulle være fuldmånefestival i templet. Det myldrede med folk, der var pænt klædt på. Mændene i sarong, skjorte og den typiske hovedbeklædning. Kvinderne i sarong, blondebluser og skærf om livet.
Ved templet var der under et halvtag stillet en hel masse musikinstrumenter op. Mænd fra forskellige landsbyer skiftedes til at spille, de havde forskelligt farvede jakker på, efter hvilken landsby de kom fra. På et tidspunkt sad Niels og funderede over, hvem der kunne opfinde den slags musik, som de spillede. Det er meget svært at beskrive, hvorledes det lyder, men højt er det.
For at komme ind i templet, måtte vi også have vores sarong og skærf på. Vi ser langtfra lige så elegante ud i denne påklædning som balineserne. Eccosandaler er heller ikke det mest chikke til den påklædning, men de er jo uhyre praktiske, når man går på de hullede og stenede veje i landsbyen.
Vi fulgte, hvordan de ofrede til deres guder, og hvorledes de fik stænket hellig vand i hovedet. Der var mange flotte offerkurve, der bugnede af frugter og grønsager.
En mand fortalte, at næste dag, når solen står lodret, ville en ged blive slagtet, som de ville komme og spise i templet. På et tidspunkt under ceremonien begyndte det at regne. En mand fortalte, at det ikke var godt for festivalen. Regnen blev heldigvis kun til lidt drypregn. Da vi gik fra templet strømmede det stadig til med folk med store offerkurve på hovedet.
Senere medens vi sad nede på strandcafeen og spiste middag, spredte skyerne sig, og månen stod flot og fuld ude over havet. Så da har der nok været glæde nede på fuldmånefestivalen.
Kære Niels og Grethe. Spændende at læse om jeres tur. Niels, klassefesten bliver torsdag d. 8. maj sæt kryds i kalenderen.
Kh. Karin.