På scootertur.
Lørdag d. 15.3.2014.
Flot solskin fra morgenen. Da vi havde snakket med en fra hotellet om den videre rejse, lejede vi en scooter, og kørte sydpå. Snart blev smålandsbyerne og hotellerne langs vejen afløst af det åbne landskab. Det var en flot tur med udsigter til små bugter med fiskebåde, fiskerne langt ude på havet og de stejle bjerge på landsiden. Vi endte nede ad en meget stejl og smal vej ved en lille fiskerlandsby.
Niels ville købe nogle kiks i deres lille butik, men det var ikke et stort udvalg, så han endte med en meget sød riskage. Pludselig blev to haner uvenner og røg i totterne på hinanden, der var virkelig kamp til stregen.
Ingen her kunne tale engelsk, selv om flere gerne ville tale med os. Ved de fleste huse er der en forhøjning med et tag på fire pæle. Her tilbringer familien tilsyneladende mange timer sammen. Der snakkes, ordnes grønsager, flettes kurve, ammes spædbørn, tages en lur og meget andet.
På tilbagevejen gjorde vi holdt ved restaurant Deep Blue Selang, hvor vi fik en portion grillet barracuda. Da vi kørte videre kom vi forbi et lille bådeværft, hvor en mand var ved at lave den traditionelle smalle fiskerbåd med udriggere. Han var ved at udhule den. Det var et meget flot stykke håndværkerarbejde.
Vi fortsatte ned til den lille bugt ved Banyuning, hvor der ligger en strandet japansk krigsskib helt inde ved land, det ville Niels lige dykke lidt i. Vraget var ikke noget særligt, men der var mange flotte fisk og koraler.
Vi vendte om og kørte mod nord. Ved en lille by var en hanekamp ved at være forbi. Alle mændene var samlet for at se det. En mand fortalte, at der var fuldmånefestival i morgen aften, så da må vi derop igen. Et par ældre damer fra Texas kom forbi og spurgte os, om vi kendte en bestemt spa. Vi kunne først ikke forstå, hvad det var for noget, de spurgte om, da de udtalte spa så det lød som Spar, men vi fandt dog ud af det til sidst. Vi fortalte, at vi kendte en god spa med massage, det var nemlig det, som de var ude efter. Et par unge balinesere tilbød at køre dem derned på hver deres knallert, men som den ene af damerne sagde, så var hun en kylling og turde ikke.