Fødselsdag.
Torsdag d. 27.3.2014.
Vi vågnede til hanernes morgengalen, det fortsætter de nu med hele dagen til det bliver mørkt. På nabogrunden tripper naboens høns, ænder og duer rundt.
Det var Grethes fødselsdag, syv timer før det ville have været det i Danmark. Niels arrangerede, at vi fik morgenmaden serveret i den lille balinesiske pavillion, som vi har på vores terrasse, det var meget festligt, og morgenmaden var meget lækker.
Derefter gik vi en tur rundt for at udforske området, hvor hotellet ligger. Der er flere forskellige slags hytter, nogle er rekonstruktioner fra Østtimer med flotte træudskæringer og stråtag. Et af husene hedder Mads Langes hus, og rummer en masse billeder m.m. om hans liv herude for 200 år siden. Peter Hjorth, der ejer stedet, var en af hovedkræfterne, da Mads Langes grav blev renoveret i anledning af hans 200 års fødselsdag. Peter Hjorth har også fornylig skrevet en engelsksproget bog om Mads Langes liv. Da vi gik rundt, fik vi også hilst på Peter Hjorth, og fik nogle af hans fortællinger om livet her.
Da vi kom tilbage til vores lille hus var det pyntet op i anledning af fødselsdagen. Røde og hvide rosenblade var lagt på gulvet foran Buddhafiguren og foran var der med små røde blomster skrevet Happy Birthday. På glasbordet var der med røde og hvide blomster lavet et hjerte med et flag indeni og der var skrevet Grethe med røde blomster. Ingen blomsterhandler i Nordborg kunne have lavet noget lignende.
Vi gik en tur ned til det vandfaldet nede i slugten, som vi kan høre bruset fra oppe ved huset. Der var en sti med mange trappetrin, nogle af dem var 1/2 meter høje, så det var en udfordring. Nede ved vandfaldet kom der en del kolde kilder ud fra bjergsiden. Flot var det dernede med alle de eksotiske træer op ad siderne og de store sten, som vandet brusede rundt om. Da vi kom op, var vi enige om, at vi havde fortjent et par timers afslapning ved swimmingpoolen.
Midt på eftermiddagen kørte vi ind til Ubud, hvor vi slentrede lidt rundt og så på butikker. På en italiensk cafe fik vi en opstrammer, medens vi så ud over Ubuds gamle tage med de traditionelle kroner i toppen, og til de fjerne bjerge. Grethe brugte dagen til at hæve 2,5 millioner Rupies i en ATM. Senere hængte vi ud et andet sted i et par magelige kurvestole med et par drinks, inden vi spiste middag.
En taxa kørte os tilbage til hotellet. Lidt efter at vi var kommet ned til vores hus, kom to tjenere med en bakke med the og fødselsdagskage med lys i og et lille chokoladeskilt, hvor der stod: Happy Birthday Grethe 67 years. Inden de gik, sang de fødselsdagssang. Det var meget festligt.
Så sad vi i den varme tropenat og mæskede os med den utrolig lækre kage, til frøernes kvækken og medens ildfluerne fløj rundt og en flagermus af og til vendte ind under loftet på vores terrasse for at tage de insekter, der samlede sig under lamperne. Det var en rigtig fin fødselsdag hernede under Balis varme sol.