Cykeldag.

Cykeldag.

30. marts 2014 Slået fra Af gretheogniels

Fredag d. 28.3.2014.
Efter morgenmaden lånte vi to cykler af hotellet og cyklede ud på de små veje mellem rismarkerne.

Nogen steder var der vældig travlhed i marken med at høste, andre steder stod den nyplantede ris endnu i vand. Ved en lille landsby var de høstede ris lagt ud på vejen til tørring, så vi måtte cykle i slalom, for at undgå at køre igennem risene.


Vi passerede flere små landsbyer, hvor de næsten var færdige med deres store figurer til Ogoh-Ogoh festen på søndag før Nyepi eller Silent Day på mandag. Men det skriver vi mere om, når vi kommer til de dage.


Et sted gik en stor flok ænder og snadrede i en nyhøstet rismark.
I den lille by Sanding stoppede vi ved et halvtag, hvor en stor flok damer i fint tøj var ved at flette mange, mange små offerkurve.


Der var en vældig snakken, og det så ud til at de rigtig hyggede sig. Her i den lille by vendte vi om. På tilbagevejen så vi flere meget flotte blå isfugle. Tilbageturen gav ikke så meget sved på panden, for vi havde næsten kun cyklet opad på udturen, så nu gik det nedad med vinden til at køle panden.
Først på eftermiddagen kom der en kraftig regnbyge, men kort tid efter skinnende solen igen, og der gik ikke længe, før alt var tørt igen.mVi tog hoteltaxaen ind til Ubud, hvor vi fik noget kold at drikke på en lille cafe, hvor vi før havde været. Vi sad bagest i cafeen med kig til en rismark, men siden vi var her sidst for tre uger siden, var risen blevet moden, så nu var marken gul.
Vi havde på cykelturen snakket om, at vi aldrig så and på menukortet. Nu kom vi pludselig forbi en restaurant, der havde specialiceret sig i anderetter, så her spiste vi middag. Vi fik en halv stegt and med indonesisk kryddertilsætning. Det lyder voldsom med en halv and pr mand, men da den blev serveret, tænkte Niels mere på de vagtler, som vi flere gange har fået i Indien.