Tanah Merah.

Lørdag d. 29.3.2014.
Efter morgenmaden havde vi aftalt med hotellets ejer, Peter Hjorth, at han ville vise os hans museum sammen med en anden dansk familie. Først så vi galleriet med utallige malerier af kendte balinesiske malere, et utal af små kinesiske thekander, og eksotiske masker og træudskæringer fra forskellige lande i Asien.

Derefter fik vi fortalt lidt om Peters liv med en baggrund som barn i Singapore, hvor faderen havde været med til at lave en tandlægehøjskole. Familien har været tandlæge adskillige generationer tilbage. Selv har han arbejdet meget som jungletandlæge i Indonesien, hvor han især tog sig af visdomstænderne. Han har været en samler hele sit liv, og er efterhånden blevet ret kendt for hans samlinger, så adskillige har gennem årene kontaktet ham, når de ville sælge noget.
I 2004 lavede han sit museum, der ligger på ca 500 m2 under hotellets parkeringsplads. Efter introduktionen blev der åbnet op til julekalenderen, som han kaldte det. På et tidspunkt var han blevet kontaktet, om han ville købe interiøret fra et balinesisk slot. Det betyder, at han nu har adskillige gamle, fine udskårne trædøre fra dette slot. Disse døre har han lavet som julekalenderlåger, så hver dør åbnes op til et nyt univers fra et stort rum i midten.

I det store rum var der mange fine ting og malerier. Bl.a. stod der to flot udskårne mammuttænder, der stammer fra den russiske tundra, og egentlig var tiltænkt en tidligere indonesisk regent, men han blev vippet af pinden, inden de blev færdige, og så endte de i museet under parkeringspladsen på hotel Taneh Merah.

Der var et kinesisk rum med gamle, fine kinesiske møbler og porcelæn. Et skab fra Mingtiden var fyldt med tekstiler vævet i itkatvævning her i Indonesion. Et andet rum var også fyldt med disse fine vævninger på alle væggene. Et rum var fyldt med fint gammel kinesisk porcelæn, bl.a. en stor samling meget fine svagt grønne porcelænsting fra før Mingperioden, som han havde fundet i et gammelt, sunket kinesisk skib på 18 meter vand. Porcelænet havde han fået renset for fastgroede skaller, koraller og andet. I et rum lå gamle guldsværd, kroningshatte med forskellige indlagte stene, og en guldmaske.
I et andet rum stod et fint gammelt træhus med indretningen, som den var langt tilbage her på Bali. Dette rum havde også en stor komplet samling af gamle skyggedukker lavet i okselæder.

Skuespilleren Peter Mygind var forbi her for nogle år siden i forbindelse med optagelser til en TVserie om hans familiebånd til Mads Lange. Han var meget optaget af disse dukker, og mente, at hans mor, Jytte Abildstrøm, meget gerne ville lege med dem.
Da Peter Hjorts mor døde for nogle år siden som 92 årig, pakkede han hendes spisestue og dagligstue ned, og fik det hele fragtet her til Bali. Nu er det to rum i hans julekalendermuseum, komplet som det stod i moderens hjem med spisebordet dækket med en broderet dug, som moderen havde købt tilbage i Singaporetiden. De danske juledessertskeer lå også på bordet. Skabet var fyldt med moderens kinesiske spise- og thestel.
Tidsangivelser har vi opgivet at holde styr på, for overalt var der så mange flotte, gamle og fine ting, at det var svært at rumme det hele. Men alt var meget fint sat op, og hver ting havde en spændende historie, så det var virkeligt et museum, som var et besøg værd, med ejeren selv til at fortælle historierne. Så der var mange oplysninger og synsindtryk der skulle bearbejdes efter disse timers rundvisning og fortællinger.
Peter Hjort fortalte også, at han netop har bygget et nyt hus til sig selv her på hotelgrunden. Hans gamle hus er det, som vi bor i, og vi er de første turister, som bor i det hus.

Vores lille balinesiske slot.

Efter frokost kørte vi med en fra hotellet ned til et par landsbyer for lige at se et par lokale templer mere. Først Pura Penataran Sasih med en tromme, som er verdens største bronzetromme støbt i et stykke. Den er fra 300 år før Kristus og er ifølge sagnet faldet ned fra himlen. Derefter fortsatte vi til Goa Gajah med nogle hellige kilder i nogle bassiner og en hule med nogle nicher, hvor asketer før i tiden holdt til.
Derefter blev vi sat af inde i Ubud til lidt gadeslentren. Vi endte på restaurant Gedang Sisi, hvor vi efterhånden har spist fire gange. Servitricen spurgte, om vi ikke havde været der før, da hun mente, at hun kunne huske vore ansigter. Da vi fortalte, at vi havde været der fire gange, ville hun give os en gratis dessert. Jo, det kan betale sig at være tro mod de gode steder.