Bjergtur i regnvejr.
Mandag d. 23.2.14 og Tirsdag d. 24.2.2015
Mandag var vi startet på en tur op ad bjerget, men efter kort tid begyndte det at regne og vi vendte om, og heldigvis for det, da det blev til heldagsregn med rigtige tropeskyller, der kom og gik. Derfor var dagen forbeholdt læsning og hygge. Da det klarede op sidst på dagen, gik vi ned på stranden forbi de to småfloder, der løber ud på hver side af hotellet. Det væltede ud med vand oppe fra bjergene, og de brunlige vandstrømme blev taget med strømmen sydover som en bred brunlig stribe ude i havet.
Tirsdag var der sol og lette skyer fra morgenen, så efter morgenmaden pakkede vi igen rygsækken, og gik igen ad den lille gyde mellem husene op mod bjerget og junglen. Et sted på vejen sad en dame og vendte rundt på en stor bunke frangipaneblomster, der lå til tørre i solen. Hun fortalte, at hun solgte dem til folk, der brugte dem til ofringer på grund af den dejlige duft. Et andet sted var en ung fyr ved at mure nogle skillevægge op ved et hus. Han hilste straks på os og fortalte, at han var ved at lave køkkenmurene, og det var hans fars hus, som han hjalp med at lave. Det er utrolig, så venlige folk er, de hilser ofte, og spørger til, hvor vi kommer fra, og vil meget gerne snakke med os.
Turen gik forbi småhuse med nogle halvtage, hvor en ko, et par smågrise eller en ged stod. Rundt om husene var der også forskellige frugttræer og afgrøder. Ris er der ikke her ude ved kysten. Vi passerede flere huse, der var ved at blive bygget, så der må være nogle penge i omløb her i området.
Et stykke oppe kom der en regnbyge, og vi stod i læ under et udhæng ved et hus, sammen med to små gedekid, der puttede sig ind til husmuren, for ikke at blive våde. Deres mor stod bundet og brægede på en sten på den anden side af vejen, men hende kunne vi ikke gøre meget for, hun måtte acceptere regnen, indtil den blå himmel var der igen.
Vi endte oppe ved det lille hus, hvor vi sidste år var blevet inviteret på kaffe af ejeren. Da vi gik forbi, blev der råbt efter os, at vi skulle komme derned. Under halvtaget på en forhøjning sad ejerens datter og spiste sammen med den gamle grandonkel med grå stær og hans kone. I huset ved siden af sad den australier, som er ved at bygge et hus deroppe, med sin IPad. Vi fandt ud af, at det er datterens mand. På forhøjningen blev der bredt en stråmåtte ud til os at sidde på, desværre var den flotte udsigt til Lombok diset idag. Da vi fra sidst år vidste, at husets glas ikke bliver vasket hver dag, takkede vi pænt nej til en kop kaffe, og sagde at vi havde mere behov for vores kolde vand, da det havde været hårdt at gå op ad bjerget.
Da vi havde snakket lidt om dagens situation, begyndte skyerne at samle sig igen, og vi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned igen. Vi fik vore regnslag på, og nu stod regnen ned i tove. Det sidste stykke op til den lille by, var der endnu ikke kommet cement på vejen, så det var to spor mellem sten, vandpytter og græs. Da vi kom på cementvejen, var der en strøm af regnvand ned ad vejen.
Da vi var næsten nede mødte vi flere små skolebørn, der havde fået fri fra skole. Deres skoleuniformer var fuldstændig gennemblødte, og de havde taget skoene af og kom op ad vejen på bare fødder. Da vi skulle gå det sidste stykke ad gyden mellem husene, var det som at gå i en flod. Vandet skyllede ned fra tage og ud fra husenes gårdspladser til den lille gyde, så der stod vand i ca. 10 cm højde.
Egentlig er det ganske hyggeligt at trave afsted i troperegnens trommen på regnslaget, regnen er jo ikke kold, og den faldt lige ned uden vind, der ellers altid pisker ind i ansigtet. En fjern tordenrumlen højt oppe i skyerne fulgte os ned ad bjerget.
Sendt fra min iPad