Stranddag
Onsdag d. 25.2.2015
Vejret tegnede fint fra morgenen, og vi pakkede til en stranddag, da vi havde fået morgenmad. Lidt fra vores hotel er der er et bredere stykke strand og nogle klipper med noget koralrev, hvor Niels dykkede lidt for at fotografere korallerne. Men vandet er stadig uklart efter stormen, så det kunne ikke måle sig med øen Pulau Menjangan ude vestpå, hvor han havde dykket for nogle dage siden. Flere store skibe passerede forbi ude på horisonten, og langt ude var der mange fiskerbåde med sejl på.
Børnene er utrolig gode til at lege med de muligheder, som f.eks. stranden giver. Et sted på hjemvejen havde nogle børn lavet en stander, hvor de kunne springe højdespring. Når de sprang over den, landede de nede i vandet fra den flod, der lige løb ud der. Måske ikke det reneste vand at lege i, men de havde det sjovt.
Sidst på eftermiddagen gik vi en tur ad gyden i landsbyen bag hotellet. Flere steder ved husene lå der store ofringer uden for porten til gårdspladsen. Der var de små fine flettede kurve, kokosnødder, blomster, røgelsespinde og ris havde der nok også været, men dem havde hønsene spist. Flere steder lå der også en sort høne. I vores lokale lille butik, hvor vi skulle sidde lidt og snakke, fik vi fortalt, at når de ofrede høns, skulle det være forskellige farver som f.eks. brun eller hvid, på bestemte tider af året. Lige nu var det sort, der var aktuel. I aftes havde vi hørt en del trommen oppe fra landsbyen, ofringerne var for at sikre at hønsene klarede sig godt til de var klar til at blive spist eller solgt.