Lørdag d. 28.2.2015
Vi vågnede tidligt til en flot solskinsmorgen, og spiste morgenmad nede i den lille cafe med sand på gulvet. En frisk morgenbrise kom ind fra havet, og vi ville tilbringe formiddagen på stranden.
Hvis man kommer tidligt op kan man vælge den bedste solvogn.
Da et par unge kinesere senere kom fra nabohotellet for at ligge på hotellets solvogne, kom en af de fire franske damer løbende og sagde, at de havde reserveret dem. Hun var ret forarget over, at nabohotellets gæster tog vores hotels solvogne, de havde jo samme farve håndklæder, så man kunne ikke se, at de kom fra et andet hotel.
Vi faldt i snak med de fire ældre franske damer, de var utrolig gode til engelsk. Det var rigtige pariserinder, øjenskygger var på plads, strandblusen matchede badedragten og flere små kopper espresso blev også serveret i løbet af formiddagen. En af dem havde også to store ar på knæene, men hun gik ret dårlig, og var forundret over, hvor flot Grethes ben var og hvor fin gangarten var. Hun mente, at vi måtte have nogle dygtige læger i Danmark. Vi underholdt os med de franske damer og en svenskfinsk mor med en fireårig datter, Bella, der kom og lagde sig ved siden af os. Bella var glad, da Grethe tilbød at læse et hollandsk Anders And hæfte for hende, vi skulle lige blive enige om, at det hed Kalle Anka på svensk.
Efter frokost startede vi scooteren og kørte nordover. Vi mødte en masse brune spejdere med lange bambusstokke, det så ud som om de skulle til møde, de kom både på gåben og på scooter. Vi passerede også en kirkegård, alle gravstederne havde en parasol over. For nogle var det blevet til en paraply med reklametegn på, medens de fleste havde de små fine parasoller, som står i alle templer over de små altre.
Vi endte ved Jungutbatu, der er det mest bymæssige bebyggelse på her på øen. En pram lå ved en lang kaj, og en flok på ca 15 kvinder var ved at losse den. Det foregik ved at de gik med ad en stentrappe, vadede ud i vandet til siden af prammen og så fik de en sæk med småsten til reparation af vejene på hovedet. Den blev med rank ryg båret op ad trappen og smidt i en bunke, til der kom en lille lastbil og kørte det væk. Hvorfor er det mon altid kvinder, der skal slæbe disse tunge ting på hovedet. Det samme har vi set massevis af gange i Indien. – Ja hvorfor er det altid mændene, der skal slæbe i Danmark? Kvinderne kan jo godt, kan vi se. (Niels 😉)
Skyerne var trukket sammen, og det lignede en regnbyge i anmarch, da det begyndte at blæse op. Vi satte os ind på cafeen Bunga Bungalo. Regnen kom, men kvinderne fortsatte med at slæbe sten, de var i forvejen våde til livet af at vade ud i vandet, det er et plus, at vandet ikke er koldt.
Hjemturen klarede vi uden at køre forkert. Der er utrolig mange små veje, og de ligner alle hinanden. De er meget hullede og meget smalle. Når vi kører, ser Niels mest på huller i vejen, frem for smukke udsigter. Vi er næsten de eneste her på øen, der kører med styrthjelm. Vejene er så smalle, at to biler ikke kan passere hinanden, men heldigvis er der ikke mange biler her.
