Stranddag.

Stranddag.

4. marts 2015 Slået fra Af gretheogniels

Onsdag d. 4.3.2015
Sidste dag på øen Lembongan skulle være en stranddag, så efter morgenmaden startede vi “Det pink lyn”. Vi krydsede igen over den gule bro, der er fætter til broen over River Kwai, og igen holdt de løse brædder til os. På øen Ceningan gik det afsted ad de hullede veje til The Secret Beach. På vejen var vi lige et smut nede ved en anden strand for at se på lokaliteterne. Det var her surfere holdt til, og det var da også nogle mægtige bølger, der væltede ind i den lille bugt.
Ude på The Secret Beach nød vi solen og lyden af de store bølger, der slog ind på den lille strand, og midt på eftermiddagen gik det hjemover igen, da “Det pink lyn” skulle afleveres til scootermanden kl. 15:00.


Om aftenen var vi på restaurant Hai og spise, de har god mad, og der er en flot udsigt ud over vandet til Bali, med Venus (tror vi nok) stor og lysende på himlen. I morgen er det fuldmåne, og det fejres med en festival i de små templer. 
Restauranten tilbød at køre os hjem i deres åbne ladbil. Det er meget almindeligt, at restauranter henter og bringer gæsterne. Det er også lidt svært at finde hjem, da gadelys er et ukendt begreb her på øen, vi går efter småbutikkernes lys og med en lygte i hånden, men hvis butikkerne lukker lidt tidligt, når handelen er gået i stå, så slukker de lyset, og det bliver for alvor mørkt.
Dagen sluttede med at vore kufferter blev pakket, da vi i morgen skal med en båd tilbage til Bali, hvor vi vil tilbringe de sidste dage hos den danske tandlæge på Tanah Merah ved Ubud.