Templer i vand.

Templer i vand.

7. marts 2015 Slået fra Af gretheogniels

Lørdag d. 7.3.2015
Det var skyet fra morgenstunden, og det fortsatte hele dagen afvekslende med nogle lette regnbyger og lidt opklaring. Vi skulle på heldagstur med en af de ansatte her fra Tanah Merah, og efter de sædvanlige formaninger fra hotelværten Peter drog vi af.


Vi kom om ved en dame på vej til templet, hun havde virkelig toppet op med offergaver. Flot så det ud.


Første stop var ham, der havde udskåret Peters to store mammuttænder, som han har stående nede i museet i kælderen under parkeringspladsen. Han havde en udskåren mammuttand stående, som kunne købes, sammen med mange andre fine udskårne ting, både af mammuttand, mammutknogler og fine træsorter. Alle de udskårne ting var meget detaljerige, men man kan selvfølgelig diskutere det rigtige i, at skære i de gamle forhistoriske tænder og knogler.

Så gik turen videre sydover til det gamle tempel Tanah Lot, der ligger på en lille ø et stykke ude i vandet ved Balis sydkyst. Som ved andre store turiststeder her på Bali, starter man med at gå ned igennem en række af souvenirbutikker, inden den egentlige seværdighed dukker op. De unge kinesers store hit er at tage en selfie med kameraet siddende på en teleskopstang, det hedder vistnok en “selfiestick”. Seværdigheder skal så helst anes i baggrunden. Templet er ret groet til af nogle store træer, men det ser meget charmerende ud, som det ligger der ude i vandet med de store bølger, der vælter ind omkring templet.

Jeg ved godt, at det er svært at se templet igennem paraplyen, men det regnede jo.


Da vi kom tilbage til bilen, foreslog vor chauffør, at vi skulle køre op til søen Bratan, der ligger i ca. 1200 meters højde. Vi startede med at spise frokost på en restaurant, hvor vi fra øverste etage havde en fantastisk udsigt til hovedstaden Denpasar, Balis sydspids, øen Lemborgan, hvor vi lige har været en uge, og de store vulkaner inde i landet.

                                             Batman!

En mand udlånte hans store flyvende hund til fotografering.

Der ligger et meget smukt lille tempel et stykke ude i søen. Templet er omgivet af en stor og meget fin og velholdt park, med masser af forskellige blomster, og det mærkes tydeligt, at temperaturen er lavere heroppe i højden. Der var ret fredeligt i parken trods det, at der var en del turister. Vores chauffør gik en tur rundt med os, og på et tidspunkt kom han og spurgte, om vi ville fotograferes sammen med to damer, der gerne ville have et billede sammen med os. Det var en mor og datter der kom fra det vestlige Java, og de var meget taknemmelige for, at de måtte fotografere os.


Så gik turen hjemover i en voldsom lørdag eftermiddagstrafik, men vores chauffør var behændig til at sno sig rundt på mere og mindre lovlige måder. Da vi kom hjem, var solen kommet frem og vi fik en kop the på vor terrasse, inden solen gik ned, og myggene overtog herredømmet.
Solen går ned bag rismarkerne og kokospalmerne på den anden side af flodkløften, medens dis stiger op nede fra dybet. Flagermusene er gået på jagt mellem frangipanitræer rundt om vor lille hus, og en dejlig blomsterduft breder sig.
Sidst på dagen var Niels oppe på kontoret for at checke os ind på AirAlsias fly til Singapore på mandag, hvor vi skal forlade Bali, da vores visum udløber. Medens Niels sad der på kontoret, kom hotelværten Peters tre store rottweilere en efter en og snusede til ham, slikkede ham på hånden og lagde sig derefter ned ved skrivebordet. Til sidst var det meste af kontorgulvet dækket af rottweilere.