Chinatown

Chinatown

9. marts 2015 Slået fra Af gretheogniels

Mandag d. 9.3.2015
Vi var oppe før det blev lyst, da vi skulle nå et fly til Singapore. Hotelværten Peter sad allerede og nød den kølige morgen i sin stol oppe i receptionen med en kop kaffe og hans tre rottweilere rundt om sig. Vi sagde farvel, og så gik det sydover mod lufthavnen, medens månen spejlede sig i de overrislede rismarker, der er parat til udplantning af nye ris. Men snart blev himlen i øst rød, og kort efter var det lyst, solen tøver ikke så længe med at stå op på disse kanter. I de småbyer, som vi passerede, var der allerede fuld aktivitet, mange kvinder var allerede ude for at købe grønsager på små markeder.
Vi fik hurtigt checket ind hos AirAsia. Der var ingen kø nogen steder, og alt gik nemt.


Når man skal ud og flyve, gælder det jo om at have vædskebalancen i orden. Derfor var der over pissoiret opsat denne vejledning. Man skal blot huske at læse den inden man tisser, ellers er det jo for sent.


Da vi lettede, fløj kaptajnen os lige forbi Sanur Beach og Mushroom Beach på øen Lemborgan, hvor vi har boet, inden han drejede flyet og satte kursen vestover mod Singapore, hvor vi landede efter ca. 2 1/2 times flyvning.


Det er Bali med vulkanen Agung over vingen og øen Lembongan under, hvor vi kunne genkende de strande vi havde besøgt.


 Vi fik hurtigt fat i bagagen og fandt en taxa, der kørte os ind til The Southbridge hotel i Chinatown. Det var som at komme til en anden verden, da vi kørte fra lufthavnen. Ingen scooter og knallerter fylder i den inderste vejbane, trafikken overholder reglerne, som vi er vandt til i Europa, ingen affald i vejkanten, ingen strejfende hunde eller høns, smukke velholdte blomster og bede langs vejen fra lufthavnen, kort sagt er alt forudsigeligt. Stueetagen af vores hotel er en stor bar, hvor der især er fokus på whisky, der står utallige whiskeymærker på række overalt.
Vi fik checket ind på hvad der måske er verdens mindste hotelværelse, ca. 12 m2. Der er ingen vindue, badeværelset er på størrelse med brusekabinen i vort forrige værelse på Bali, klædeskabet er ca. 15 cm dyb, safetyboxen er gemt i den nederste skuffe i natbordet, men alt er rent og med veludstyret badeværelse, og vi skal kun bo her to nætter, hvor vi nok kun kommer til at være på værelset, når vi skal sove.
Sidst på dagen gik vi forbi det indiske tempel, Sri Mariamman, og videre gennem området med de mange kinesiske småhandlere. Først på aftenen gik vi rundt om hjørnet ved vort hotel, og ned ad Mosque Street til restaurant Chuan Garden SteamBoat der har HotPot. Blandt restaurantens ca. 100 gæster, var Niels den eneste med blå øjne. Serveringspersonalet mestrede ikke engelsk, så en ung pige ved nabobordet, måtte lige tilkaldes for at give noget forklaring omkring menukortet. Lydniveauet i restauranten var på samme højder, som vi mange gange har oplevet på en restaurant i Kina. Vi fik bestilt en masse grønsager, kød og fisk, og så fik vi en gryde ind i varmehullet i bordet. Deri var der kyllingebouillon med bl.a. gojiebær, og så fyldte vi i af de ting, som vi havde bestilt.

Da vi gik hjemover, var der masser af mennesker i de barer, der lå op ad gaden. Bilerne der var parkeret udenfor var store Mercedes og BMW, og udenfor vort hotels bar holdt der en rød Ferrari.


Gaderne var stadig pyntet efter det kinesiske nytår.