Skyview

Skyview

13. marts 2015 Slået fra Af gretheogniels

Torsdag d. 12.3.2015
Vi vågnede til en dejlig morgen, og gik ned for at spise morgenmad. Der var en overdådighed af forskellige ting til morgenmad, så vi fik spist et godt og solidt måltid. Herefter lagde vi os op på et par solvogne på skibet på 57. etage, og de næste timer gik med at nyde livet og udsigten over Singapores skyline fra denne store højde. Som Niels sagde: Her i Singapore ligger vi og ser på skyskraberne. Når vi ligger ved Vesterhavet, ligger vi og ser på bølgerne.


Først på eftermiddagen gik vi over i Gardens by the Sea, hvor vi gik op i restauranten i det højeste træ og fik noget frokost, hvorefter vi gik rundt i parken og så nogle forskellige temahaver. Det var lidt udfordrende at finde over i Gardens by the Sea fra hotellet, for, vi ville gå ad en gangbro, der er hen over vejen fra hotellet til haven, og det var lidt svært at finde, hvor den gik ud fra hotellet. Igen måtte vi konstatere, at det er et meget specielt indrettet hotel, som vi bor på.

Sidst på dagen gik vi ned gennem shoppingcenteret, for at finde stedet, hvors vandbussen lagde til. Vi sejlede ind til Clarks Quai, hvor vi idag fik mexicansk middag.
Så var det tid at vende hjemover og få lukket vore kufferter for sidste gang på denne ferie. Vi tog igen vandbussen tilbage under de farvestrålende broer. Marina Bay Sands lå flot og lysende for enden af havnebassinet, det ser virkelig imponerende ud, når man kommer sejlende over mod det. Der ligger heller ingen andre højhuse tæt ved, som kan tage noget af det imponerende ved bygningen. 
Flere gange medens vi gik og pakkede kuffert, gik vi i stå, fordi der var der flotte kulørte lysshow og musik på de høje kunstige træer i Gardens by the Sea, lige udenfor vort vindue, så vi måtte lige ud på altanen og se og høre det.


Så gik vi i seng på feriens sidste dag, inden vi skal tilbringe dagen i morgen sammen med Emiraternes fly.

– og nu sidder vi i lufthavnen i nogle bløde stole og venter på flyafgangen, blot en time efter at vi chekkede ud på hotellet. Alt er meget effektivt her i Singapore.