Afsted til Cuba.

Da vækkeuret ringede kl. 5.00 i Billund var vi hurtigt oppe, vi havde overnattet hos Niels’ fætter Niels Kristian og hans kone Inger. Da morgenmad var klaret, gik det afsted til lufthavnen sammen med Knud i mørke, regn, råkoldt, stormet og diset vejr. Dejligt at der stod Cuba på billetten.

Vi havde afleveret vore kufferter aftenen før, så vi var hurtigt igennem og gik til gaten. Vi skulle med HOP Air France til Paris, og derfra videre til Havanna. Flyet var 20 min. forsinket, og det var vi ikke tilfredse med, da vi ikke havde for meget tid at løbe på i Paris, hvis vi skulle nå flyet til Havana. Det var skyet hele vejen, men solen skinnede over skyerne. 

Da vi kom til Paris, måtte vi vente lidt på landingstilladelsen, så der blev meddelt, at passagerer til Havana skulle kontakte en person udenfor, da der fra Billund var der flere danskere med, der skulle med videre til Havanna. Med lidt besvær blev vi ledt ud til en bus, der kørte en lang og snørklet vej under broer, langs metrobanen og somme tider i rundkreds, over til den finger, hvor vi skulle afsted fra. Som vi tidligere har oplevet, var det meget forvirrende at komme igennem Charles de Gaulle lufthavnen. Herfra gik det i hæsblæsende trav den lange vej ud til den sidste gate, hvor boarding til Havanna var igang. Vi fandt vore pladser i flyet, og faldt til ro. Forude ventede 10 timers flyvning. Over Atlanterhavet var der delvis skyet, men ind imellem skyerne kunne vi se mange hvide skumtoppe på havet, og da vi fløj syd for Grønland, kunne vi se drivende isbjerge. Tiden gik med læsning, film, mad og lidt søvn, inden vi lagde an til landing i Havana eller Habana, som det hedder her på stedet. Der var solskin og lidt lette skyer.

Sandbanker på Cubas nordkyst.

Det kom til at tage 1 1/2 time inden vi var igennem paskontrol, sikkerhedskontrol og kuffertudlevering. Første indtryk af Cuba var virkeligt et land af lange køer. Udenfor i ankomsthallen stod en taxamand med et Tandrupskilt, så ham hægtede vi os på. Inden vi kørte, skulle vi lige veksle lidt penge, så det var igen bagest i en ny kø. Allerede på parkeringspladsen så vi flere af de gamle amerikanerbiler parkeret, og på turen ind til vores Casa Particulare – Jesus y Maria, kørte der en hel del af disse biler.

Vi blev sat af ved det rigtige sted, det lå i den gamle bydel Habana Vieja. Det viste sig, at de kun havde et ledigt værelse den første nat, selv om de havde bekræftet at vi kunne få to værelser, så Knud måtte sove på den tredje seng i værelset med de lyserøde vægge. 

Da vore kufferter var på plads, gik vi ned ad gaden for at finde et spisested. Det var efterhånden blevet mørkt, men der var meget liv i de små og mørke gader. Ved restaurant A lo Cabano gik vi med op på første sal, hvor vi fik et bord ude på den lille altan over gaden. Vi havde efterhånden været vågne i 19 timer, så vi skulle bare have en hurtig middag, inden vi skulle hjem og i seng. Inden vi gik, måtte vi skrive vores navne på væggen, som på en anden berømt cafe her i Havana.

På vej hjem kom vi forbi et sted hvor nogle trommeslageren hamrede ihærdigt og svedende på nogle trommer, medens nogle sang og dansede foran et slags alter med en fisk og nogle kager, men vi fandt ikke ud af, hvad det handlede om.