Det tykisblå caribiske hav.
Torsdag d. 19.11.15.
Det var sol fra morgenen, selv om både Niels og Knud havde hørt, at der havde været en voldsom regnbyge om natten. Vi trængte til en slap af dag, så dagen startede med, at vi kørte ud til guiden fra dagen før, da han ville prøve at skaffe nogle cigarer til Knud. Han havde dem dog først sidst på dagen, men vi fik to træbokse med udskæringer og fire små trækrus af ham, da han mente, at vi var meget rare.
Så fortsatte vi ud til Playa Cajuajo, hvor de sidste kilometer gik ad en rød grusvej, der dog var noget bedre end dagen før. Turen gik gennem jungle, kokosplantager og bananplantager og langs en flod. Der var grise i alle størrelser, høns, kyllinger, kalkuner og hunde hele vejen ned. Da vi kunne se vandet, parkerede vi bilen og gik de sidste få meter til en dejlig lille strand, hvor der lå et lille hus, som solgte forfriskninger.
Der var ret store bølger, men helt inde var vandet turkisblåt og der lå flere store koralstykker på stranden, og kokospalmerne og kokosnødderne var også overalt. Der var en frisk brise fra havet, og vi nød livet til langt hen på eftermiddagen. Da vi ville have en kokosnød, kravlede en mand behændigt op i en kokospalme og slog nogle dejligt friske kokosnødder ned til os.
Midt på eftermiddagen gik det hjemover ad den røde grusvej. På hjemvejen fik vi tanket benzin til næste dags lange rejse til næste by. Det tog som meget andet meget lang tid. Køer og tålmodighed er ret fremherskende mange steder.