Jungletur i chokoladeland.
Tirsdag d. 17.11.15.
Morgenmaden i vores nye Casa var lækker som de andre steder, hvor vi havde boet. Vi aftalte at tage ud til en lille fiskerby Boca de Miel. Da vi havde drejet fra hovedvejen, var der kun en grusvej, der mest var befærdet af gående og hestevogne, så nogen steder lå der store sten, som der skulle snilde til at undvige. Et stykke ude måtte vi opgive at køre længere, da det var for stejlt og for mange store sten. En dame i huset overfor, hvor vi parkerede bilen, lovede at passe på vores bil.
Så gik det afsted på gåben op og ned ad den stenede grusvej, hvor solen brændte ned. Junglen blev ind imellem afløst af små klynger huse, overalt var der kokospalmer, kakaotræer, bananpalmer, forskellige citrustræer, kaktushække, julestjernetræer og mange forskellige blomstrende træer, så der var meget at se, på vejen op.
Efter nogen tids vandring kunne vi høre havet, men før vi kom helt ud til havet, måtte vi krydse over noget vand ad en vakkelvorn bro, hvor nogle store planker var lagt ud, og fiskerbådene lå fortøjret. Et stykke ude måtte vi op over en hængebro, hvor vi balancerede over, og det sidste stykke måtte vi vade igennem et stykke vand, inden vi stod på stranden, hvor det Caribiske hav skyllede ind over vores fødder.
Grethe fandt en carabas på stranden, den var sikkert skyllet op, men havde en nogenlunde lyd. Et par mænd kom forbi, og inden længe havde de pakket noget souvenir ud, og vi havde handlet lidt. De foreslog, at de som guider tog os med til en hule, hvor der var en underjordisk sø. Så gik det tilbage over den vakkelvorne hængebro, ad plankebroen og op til et lille hus, hvor vi betalte for at komme ind i nationalparken.
Afsted gik det igen ud af den røde grusvej, indtil de to fyre førte os ind i en have. Det viste sig, at den enes bror boede her, og vi blev bænket på terrassen og fik tilbudt kaffe, men det var jo ikke vores favorit, så i stedet fik vi en kop tyk, kold cacao, som var fra deres farm bagved huset. Vi snakkede med familien, der boede fint i det lille hus. Manden snakkede tysk, da han havde arbejdet på en kemifabrik i Østtyskland for mange år siden. Vi fik vist baghaven, hvor der var grise, høns, kanin og kalkuner. De havde også nogle murmeldyr, som de fangede i junglen og solgte til zoologisk have. De havde kakaotræer, kaffetræer, limetræer, banan- og kokospalmer og meget mere, og på et stykke jord havde de lige plantet bønner.
Vi kom ned til et udsigtspunkt, hvor det var en fantastisk udsigt ud over en kokosplantage, junglen og det Caribiske hav. Så gik det videre ned ad en stejl klippe og nogle junglestier, til vi kom til en stensti, som var lavet af indianerne for ca. 500 år siden, før Columbus kom til Cuba, og så var vi ved drypstensgrotten og den underjordiske sø.
Knud og Niels tog en dukkert i søen, der lå langt nede i dybet. Så gik det tilbage ad junglestien og op ad den stejle stenvæg til familiens have. Her fik vi serveret friske passionsfrugter, papaya og sweetlime, det var herligt.
Nu var der ikke andet at gøre end gå den lange svedige tur tilbage ad den røde, stenede grusvej. Vores guide gik med os, da han gerne ville køre med os ind til Baracoa. Han skulle egentlig besøge moderen derude i den fjerne landsby, men der var vist flere penge i at være guide for os. Et sted gjorde han holdt, hvor han gik ind i et hus, hvorfra han kom ud med fire is lavet af kokos og guave, frosset omkring en rå udskåren bambuspind. De smagte herligt friske, og et andet sted stod en dame med en lille bod, hvorfra hun solgte os nogle chokoladestænger med kokos. Da vi kom ned til bilen, havde vores vagtdame passet godt på den, og hun fik en skilling.
Alle vi mødte på stien hilste på os. Det er jo helt almindeligt, at beboerne i disse fjerne landsbyer, går frem og tilbage, mange har ingen transportmidler, og busser og lignende er ofte overfyldte. Nogle busser fungerer på den måde, at en lastbil har en kasse på ladet med sæder i begge sider. Nede bagest er der en dør og en trappe op, og så fragter den folk rundt. Vi synes, at det ligner en fangetransport. Herudover er transporten ofte hestevogne med et lille lad, hvor der kan sidde 8 – 10 personer eller en cykeltaxa, hvor der kan sidde 2 personer.