Kirkegårdsbesøg.
Søndag d. 15.11.15.
Morgenmaden blev serveret på tagterrasen, og det var samme lækre udgave som i Havanna med frugt, juice, æg m.m. Da kl. var 9.00 holdt der en taxa udenfor, så vi kunne komme ud til udlejningsbureauet og hente den bil, som vi havde reserveret. Det gik hurtigt og nemt med at ordne papirerne og den sølvgrå Renault 20 blev kørt op for døren.
Herfra gik det ud til kirkegården Cementerio Santa Ifigenia, hvor flere af Cubas store revolutionære helte ligger begravet. Kremering er ikke særlig udbredt i Cuba. Traditionen er, at man begraves indenfor 24 timer, og kisten sættes i familiegravstedet. Efter to år tages resterne ud af kisten og gøres rene for rester af kød m.m. og knoglerne lægges ned i en lille boks, der sættes tilbage i familiegravstedet ved en særlig ceromeni. Efterfølgende kan familien besøge graven og tage æsken med knogler op, og se til dem. Ved digteren og frihedskæmperen Joce Marti grav var der en æresvagt med vagtskifte hver halve time.
Herfra kørte vi ind til den gamle bydel og parkerede bilen, hvor en lettere “pyntet” mand sagde, at han nok skulle passe vores bil. På pladsen Parque Cespedes satte vi os op på hotel Casa Grandas terrassebar og fik en forfriskning, hvorefter vi gik over på museet Casa de Diego Velazquez og så deres udstilling af et gammel borgerhus med møbler fra en svunden tid.
Da vi kom tilbage til bilen, havde vores vagtmand fået selvskab af en kammeret, og de var blevet noget mere “pyntede”. Han fik en skilling og en gammel T-shirt af Knuds. Det var ret tiltrængt, og han var glad for den, og tog den straks på.
Herefter var der en søndag eftermiddagstur ud langs det Caribiske hav til det gammelt fort, Castillo del Morro, der lå flot med udsigt over havet og indsejlingen til Santiago. Der var ikke nogen lystbåde eller sejlbåde ud, gad vide om de har nogen.
Værtinden havde om morgenen spurgt, om vi ville have flæskesteg til aften, så det var vi spændte på. Vi startede med en salat. Derefter var der nudeltomatsuppe, og så kom den langtidsstegte flæskesteg, der havde stået i ovnen det meste af dagen. Den var lækker og meget velsmagende. Tilbehøret var stegte bløde løg, ris med sorte bønner og friturestegte bananskiver. Det var ikke helt det, som vi plejer at få som tilbehør til flæskesteg, men det smagte godt. Desserten var kandiserede grønne papaya, som værtinden selv havde lavet. Det var en rigtig søndagsmiddag. Alt blev serveret på tagterressen, hvor den friske brise blæste i den mørke aften, og med byens lys hele vejen rundt.