Svinebugten.

Svinebugten.

28. november 2015 Slået fra Af gretheogniels
Onsdag d. 25.11.15.
Kufferterne blev pakket denne morgen, og efter morgenmaden blev de båret ned i bilen og der blev taget afsked med værtsparret med kindkys. Det var en flot morgen, og det gik fint vestover uden ret meget trafik. Da vi kom til Giron, der ligger ved Svinebugten, så vi museet for invasionen i 1961 i Svinebugten. Her viste en række billeder og plancher, hvorledes folket i Cuba nedkæmpede de invaderende eksilcubanere og amerikanere fra USA . Det var meget heroiske beskrivelser, bl.a. også om hvorledes de behandlede de tilfangetagne amerikanere på en human måde.
Lige ved siden af lå hotel Giron. Her gik vi ind for at få noget frokost. De havde hotdog, det var en skive toast med nogle skiver pølse med ketchup, sennep og mayonnaise. I en anden bar fik vi noget at drikke, men vi kunne ikke få lov at betale, og pludselig låste hotdogpigen, inden vi nåede at betale. Vi fandt ud af, at alle hotellets gæster var på all inklusive, så vi fik frokost med all inclusive.

Cubansk hotdog

Vi kørte tilbage til stranden langs en række feriehuse, som næsten lå som ruiner, der var vist et fejlslagen ferieresort her. 

Niels forsøgte at kravle op til kokosnødderne, men en taburet ville have været til større hjælp.

Knud og Niels dykkede og midt på eftermiddagen kørte vi til Caleton, ved Playa Larga, hvor vi havde reserveret værelser i fiskerens hus, Casa el Pescador, der lå lige ved vandet. Sidst på dagen gik vi ad en lille sti ned til stranden, hvor vi satte os med en frisk kokosnød, medens solen gik ned, og månen kom stor og fuld op på himmelen i den modsatte side af Svinebugten.
Om aftenen spiste vi middag ved vores vært. Vi fik hver to, meget lækre langustere, som vores vært havde fanget om morgenen, det var meget lækkert.