Onsdag d. 1.3.17. Ankomst til Bali og hotel Alam Sari.
I lufthavnen gik det nemt med at komme igennem. Betaling for visum var afskaffet, og paskontrollen var hurtig og effektiv. Vi fik vekslet nogle penge, og aftalt en pris med en taxa, og så gik det ud i den varme Bali eftermiddag mod Ubud.
Da vi kom til hotel Alam Sari, blev vi hjertelig modtaget, og vist ned til vores lille hytte, Flamboyan, med udsigt til vulkanen Gunung Agung. Her skal vi nu for tredje gang bo nogle dage. Vi trak de mørke gardiner for og fik et par timers søvn, da det stadig var nat for os.
Sidst på eftermiddagen kørte vi ind til Ubud, hvor vi gik lidt rundt og fik en drink et sted, inden vi fandt ind på restaurant Gedong Sisi. Nu var vi også ret trætte, så det gik hjem til en kop the, inden øjnene faldt tungt i.