Lørdag d. 4.3.17. Rismarker.
Vi havde planlagt at besøge et tempel i nærheden, som vi havde kørt forbi flere gange, men da vi ikke vidste, hvad det hed, og helt nøjagtig hvor det lå, og vores chauffør heller ikke var klar over det, droppede vi det.
På vej til risterrasserne i Tegallalang spurgte vores chauffør, om vi ville med ud og se hans families rismarker, da de var ved at plante ris der, så vi ændrede planer og kørte til Keliki, hvor han boede. Hans rismarker lå i Øst Keliki, der er en mindre landsby lidt derfra.
Ved chaufførens rismarker gik tre mænd med fødderne i vand og plantede ris. Hvert risstrå er håndplantet. Vi gik en tur ud langs rismarkerne, hvor der på den anden side var en kløft med en flod i bunden. Flere steder var der små indhegnede stykker jord, hvor de små risplanter var blevet sået, og nu voksede sig store nok, til de var klar til udplantning.
Små templer står i kanten af hver risbondes mark, så det er tydeligt, hvor store lodder den enkelte har. Den enkelte risbondes marker ligger ofte i flere niveauer. Chaufføren fortalte også, hvorledes vandet i kanalerne mellem rismarkerne fordeles, så alle får samme mængde vand. Hvide ibis gik rundt i de overrislede marker. Flere af mændene gik med en speciel stråhat, og da vi kørte tilbage gennem landsbyen, fik Grethe lige sådan en landarbejderhat med. Det viste sig at butiksindehaveren også havde et lille skrædderi, hvor hun syede de fineste blondebluser, som de balinesiske damer bruger, når de går i templet. Grethe skyndte sig tilbage til hotellet efter det blondestof, som var blevet købt dagen før, og så blev det taget mål, som blev skrevet ind i den store bog, og skrædderdamen lovede, at blusen var klar om 12 dage, når vi er tilbage i Keliki igen.
På vej videre passerede vi to store begravelsesoptog, hvor deltagerne har de traditionelle dragter med sharons, blondebluse og skærft på. Der var også musik med trommer og andre slagtøjsinstrumenter. Chaufføren fortalte, at den døde var blevet begravet for en uge siden, og nu var det den anden begravelsesceremoni, der skulle finde sted.
Vi fortsatte til risterrasserne i Tegalalang, hvor vi gik ned til en cafe ved kanten af risterrasserne. Niels valgte et bord ved siden af et bord med seks unge, smukke japanske piger, her ville han gerne spise frokost. Vi fik taget lidt foto sammen med dem, og de grinede meget, da de fik fortalt Niels’ kommentar.
På hjemvejen spurgte chaufføren, om vi ville se hans hus i Keliki. Han bor med datter og yngste søn, sin lillebror, sin ældste søn og dennes kone og barn, så det er en ægte storfamilie. På hans grund er der adskillige huse til alle disse familiemedlemmer, der er et ceremonihus til bryllupper, begravelser og lignende, der er et tempel, og så er der alle udhusene nederst på grunden til køerne og grisene. Han har også kaffetræer og laver sine egne kaffebønner. Ude ved rismarkerne havde han også lige plantet mange chillibuske på en højtliggende mark, da chiliplanter ikke tåler for meget vand. Vi blev budt på en kop kaffe med ingefær på terrassen.
Selv om vi ikke kunne finde det tempel, som vi ville besøge, endte det alligevel med at blive en spændende og lærerig dag.
Der er kun få mennesker på hotellet, da det er lavsæson. Idag er der foruden os en finsk mand med en asiatisk kone og to små børn. De bor i Singapore, så de har ikke så langt hertil.