Søndag d. 5.3.17. Amed.

Det var afrejsedag idag, så vore kufferter blev pakket, og da vi havde fået vores morgenmad, gik det afsted mod Amed med Putu som chauffør. 

Da vi kom ud til kysten ved templet Pura Goa Lawah, kom vi ind i en stort begravelsesceromeni. De døde var blevet begravet for nogle dage siden, og efter nogle dage er de blevet brændt. Nu skal asken velsignes og drysses i havet. Vi fik en sharong og et skærft på, og gik ind i templet for at se, hvorledes de fik deres aske velsignet. Alle kvinder var selvfølgelig i sharong, skærft og blondebluse, og bar farverige flettede kurve på hovedet med ris, kiks, blomster, frugt, røgelsespinde og meget mere. Mændene var også i sharong og skærft, og hvide skjorter. På hovedet havde de et hvidt tørklæde, der er foldet på en helt bestemt balinesisk måde.

Præsten ringede med en klokke og sagde noget, og så løftede de alle hænderne med en blomst i fingerspidserne og bad for deres afdøde slægtning, så den døde kan genfødes påny til et godt liv. Bagefter fik de alle stænket hellig vand i håret og hænderne.

Turen fortsatte nordover langs kysten. På vejen var vi forbi det kontor, hvor vi kunne købe billetter til Gili Air, når vi skal derover. Det kneb med at betale den fulde pris med vores masterkort, så vi måtte dele beløbet på to kreditkort. Deres penge herude er i store summer. To store flasker vand koster 10.000 Rupies, det svarer til 5 kr. Så der skal af og til både regnes og tælles lidt, når der skal betales med millioner af rupies for f.eks. hotel.

                                              Den flittige saltarbejder

Vi gjorde også holdt ved et lille sted, hvor de udvandt salt. Det foregik ved at de om morgenen hældte saltvand ud over det sorte strandsand. Efter nogle timer havde solen tørret det, og det øverste lag blev skrabet af. Derefter blev saltet udvasket fra det sorte sand, der var kommet med, i nogle store kar, inden den blev endeligt tørrer i nogle lange flækkede bambusrør. Der er virkelig mange måder at få salt på.

Så gik det videre mod Amed, hvor vi var ved to-tiden. Vi fandt hotellet Hidden Paradise, hvor vi før har boet, og efter at vi havde sagt farvel til Putu, fik vi det værelse, hvor vi også før har boet.

Da vi gik ned for at få lidt frokost, spurgte en af servetriserne, om vi ikke havde været der før, da hun mente, at hun kunne huske os.

Efter frokosten lagde vi os ned på nogle solvogne og nød resten af eftermiddagen. På hotellet var der et hold fra Tjekkiet. Det var nogle yogadyrkere, så der var en del piger og et par enkelte mænd.

Da mørket havde sænket sig, gik vi ned på cafe Sanar, der er et af de bedste spisesteder her i området, og sidst havde vi sønnen til at køre for os flere gange.