Tirsdag d. 7.3.17. Lokale folk.

7. marts 2017 Slået fra Af gretheogniels

Da morgenmaden med masser af frugt var klaret, og fiskerne påstanden nedenfor havde bjerget nattens fangst, tog vi vandrestavene og en rygsæk med noget vand, og begav os op ad bjerget ad den lille vej bag ved hotellet. Den er stejl og med skarpe hårnålesving, men fra toppen kunne vi nyde den fantastiske udsigt ned over bjergsiden og ud over havet. 

Vandet drev af os i heden midt på dagen (33 gr C). På tilbageturen fandt vi et par sten i skyggen, hvor vi kunne hvile lidt, medens vi så alle skolebørnene på vej hjem fra skole. Nogle på gåben, andre blev hentet på knallert med to eller tre børn på. Nogle drenge kørte også selv. En gut, der så ud til at være 11 – 12 år kom slingrende og blæsende op ad den stejle vej og rundt i et hårnålesving, medens den store skoletask, var gledet halvt ned og hang ude til den ene side. Det så ret faretruende ud, og tænk slet ikke på en styrthjelm, det er ikke eksisterende her ude på landet, den regel gælder tilsyneladende kun i de store byer.

Da vi kom ned igen, måtte vi lige forbi og hilse på en dame med en lille butik, som vi før har talt en del med. Hendes fiskermand var hjemme, og vi blev straks budt på sød kaffe og kage. Her gælder ordsproget “skik følge eller land fly”, vi glemte, at vi ikke kunne lide kaffe, og alt det sukker i kagerne. For to år siden, havde hun bygget en ny butik med et stort rum ved siden af butikslokalet. Dette rum var nu malet i skarpe gule og orange farver. Hendes drøm er, at hun en dag har tjent nok penge til møbler, så hun kan åbne en lille cafe for turisterne. Men generelt er hun en bekymret sjæl. Hendes datter var nu begyndt på universitetet i hovedstaden Denpassar, hvor hun skal læse i tre år for at blive sygeplejerske, og uh hvor det koster mange penge. Men far har en båd og fisker mange fisk, og laver ture for turisterne, og mor har en god butik, hvor der hele tiden kom kunder, så de klarer det nok. Heldigvis virker fiskerfar mere optimistisk, selvom han kun havde fanget 15 små markreller den dag, og svogeren på billedet øverst havde fanget 60 – 70 kg.
Resten af eftermiddagen sad vi i nogle solvogne og så ud over havet. Der var efterhånden kommet skyer, men det bliver jo ikke koldt, det er faktisk rart med skyer og frisk brise fra havet. Medens vi sad ved stranden, kom en mand forbi fra en restaurant længere nede ad stranden. Der har vi tidligere spist flere gange, og er hver gang blevet underholdt af sang, trommer og guitar, som han og hans børn har leveret. Vi fik en snak med ham, og han ville lave en tur med os onsdag op til et amerikansk skibsvrag, hvor Niels kan dykke.

Ved indgangen til restauranten er der hver dag en ny blomsterdekoration flydende på vand i et stenkar.