Onsdag d. 8.3.17. Undervandsvrag og tropefisk.

Vi havde aftalt med Frankie, der er indehaveren af restauranten ved siden af hotellet, og som vi kendte fra tidligere, at han ville tage os med på tur i dag. Før passede han primært restauranten, men nu havde han købt bil, og kunne både være chauffør, guide og dykkermakker. Så efter morgenmaden var vi klar til afgang. Der var et let skydække, men så var det ikke så varmt. 

Vi kørte nordover med udsigt til den godt 3000 meter høje vulkan Agung gennem småbyer og marker til Tulamben, hvor der ligger et skibsvrag lidt ude i vandet. Det er det amerikanske fragtskib USS Liberty Glo, der i 1942 blev ramt af en japansk torpedo. Alle reddede sig i land, og i dag er tusindvis af tropefisk flyttet ind mellem de mange koraller, der dækker skroget. 

Vraget ligger ca. 40 m fra strandkanten, og selv om det nok er 100 m langt, var jeg glad for at have Frankie med, ellers havde jeg vist ikke fundet det. 

Der var kommet lidt bølger, som desværre nedsatte sigtbarheden i vandet, så det var mest agterenden man kunne se fra overfladen, og som var muligt at dykke til med snorkel. Egentlig var det ikke så meget vraget der var spændende, men det giver grobund for en masse koraller og fisk. Der var mange ret store fisk, og de var meget vant til mennesker, og kom helt tæt på, så man kunne røre ved dem. Efter en times selskab med tusindvis af fisk, gik vi i land.

Vi fortsat lidt sydpå til en lille bugt, hvor Frankie tog os med ned ad en sti imellem noget bevoksning og nogle huse, og pludselig stod vi på en lille strand, hvor en masse fiskerbåde var trukket op, og nogle små cafeer havde sat parasoller og solvogne op. Vi fik lidt at spise her, inden Niels og Frankie tog ud for at se på de svømmende tropiske fiskevenner. Vi havde aldrig selv fundet ned til dette lille fredelige sted.

Her var bølgerne endnu større, fordi der ikke var så dybt, og desuden var der en del strøm. Ved almindelig svømmehastighed stod man næsten stille, så jeg måtte arbejde hårdt de ca. 200 m, for at følge med guiden. Til gengæld kunne man bare slappe af og lade strømmen gøre arbejdet på tilbagevejen.

Her var der store flotte koraler, og en masse småfisk, som også var meget selskabelige. Når man kiggede tilbage, var der flere hundrede småfisk under og bagved en. Man følte sig faktisk ret populær. 

Da mørket havde sænket sig, og stjernerne var kommet frem, gik vi om til Frankie og spiste. Som sædvanlig underholdte Frankie med guitar og sang og sønnen trommede til.