Torsdag d. 9.3.17. Tempelbesøg.
Overalt på Bali ligger der templer, store og små imellem hinanden. Ved mange private huse er der også templer, lige fra et enkelt lille et, til en lille tempelgård med flere små templer. Når man kører igennem en landsby, er der ofte mure på hver side af vejen. En flot indgang fører ind til huset inde i gården, og hele vejen ned gennem landsbyen kan man se toppen af frankiepanitræerne og tempeltagene med en guldkrone på toppen stikke op over husmurene.
Idag ville vi besøge templerne med de 1000 trappetrin i Lempuyang. Sønnen fra cafe Sabar hentede os og kørte os op i bjergene. Ved indgangen betalte vi en donation, og tog vores tempeltøj på. Det består af en sharong og et skærft om livet. Så startede vi op ad de mange trin til det første tempel Pura Penataran Agung Lempuyang. Heldigvis havde vi vore vandrestave med, det hjælper vældigt, når vi skal gå opad. Allerede ved det første tempel var der en flot udsigt ud over landskabet og vulkanen i det fjerne. Det var dog ret skyet, så toppen var væk.
Under et stort halvtag i tempelgården sad en stor flok kvinder og flettede offerkurve af palmeblade. Nogle lavede også nogle små flettede kranse og blomster af en slags saltdej. En af dem gav Grethe en lille klump, så den blev lavet til en lille gris med krølle på halen. Det var populært blandt damerne
Fra dette tempel kunne vi hyre en knallert, der ville køre os de to km op til stien og trapperne til det næste tempel Agung Lempuyang Madya. Nu kom der rigtig gang i trappeøvelserne. Op og ned gik det ind gennem den fugtige jungle. Sveden drev af os, men samtidig var det ret facinerende at gå der under junglens store trækroner, hvor forskellige fugle sang med mange forskellige stemmer og melodier. Ved en lille kaffe- og snackbod kom en abe pludselig farende, og prøvede at stjæle nogle poser med peanuts. Indehaveren havde dog en slangebøsse liggende, så der røg et par sten og nogle skældsord ind mellem træerne. Længere oppe sad en stor hanabe lige ved siden af stien, medens et par unger sprang rundt i træerne.
Da vi kom op til templet, var der ingen andre bortset fra præsten, der sad og mediterede under et lille halvtag, måske var det hans lille bedehus. Pludselig spredte skyerne sig, og toppen af vulkanen kom frem.
Lidt efter kom en familie på fem, medbringende forskellige kurve med offerting og en krukke med en afdøds aske. De skulle have en ceremoni for denne aske og den afdødes sjæl og genfødsel. Vi sad helt stille under et halvtag, medens familien gik rundt til fem små templer, hvor de stillede en offerkurv. Derefter satte de sig på række ved siden af præstens lille bedehus. Så gik præsten igang med en messen, hvor han af og til ringede med en lille klokke. Familiemedlemmerne sad skiftevis med hænderne på knæene og samlet oppe ved ansigtet, med en lille blomst mellem fingerspidserne. Disse blomster blev til sidst sat bag ørene. Det hele virkede meget smukt og fredfyldt, samtidig med at fuglene sang forskellige steder i junglens høje træer.
På tilbageturen tog vi en genvej ad en smal junglesti, og kom ud ved den lille shop med kaffe. Her lavede indehaveren Kopi Bali, der er sød balinesisk kaffe, til os. Alle steder sidder der balinesiske kvinder og fletter små offerkurve af palmeblade i deres ledige stunder. Det gjorde indehaveren også. Som Niels sagde, “Der er ingen forskel, bortset fra at i Danmark fletter kvinderne ikke offerkurve, de strikker strømper i ledige stunder”.
Da alle de mange trapper var klaret på tilbagevejen, det svarede til at vi total havde gået 35 etager op, ventede vore to knallerter på os, og det gik tilbage ned ad bjerget til vores bil.
Eftermiddagen tilbragte vi på vores terrasse, da regnskyer trak forbi.