Tirsdag d. 14.3.17. Jungle, sol og vand, – meget vand.

Dagen startede i strålende sol, og risterasserne udenfor vores dør lyste grønnere end grønt. 

Vi havde aftalt med værten, at han skulle køre os op til starten på en sti gennem junglen til to store vandfald. Han havde tegnet en skitse til at guide os til vandfaldene, den indeholdt forskellige kendetegn, som f.eks. tre palmetræer, to templer, en bro og lignende, som vi skulle finde for at vide hvilken vej, vi skulle tage. Vi checkkede den af med maps.me på telefonen, og det stemte fint. 

Da vi var kommet et lille stykke ud ad stien, kom vi forbi et hus, hvor en ung kvinde stod med hendes kun 19 dage gammel søn, som hun var meget stolt over og glad for. Hun havde en lille butik, hvor hun solgte krydderier og andre ting til turisterne. Der gik et stykke tid med at beundre sønnen og købe nogle krydderier. 

Det var ikke altid lige let at finde stien, nogle steder var den skyllet væk og lagt om, men gps’ en hjalp os igennem. Stien gik først dybt ned i en slugt, hvor floden løb, og herfra fulgte vi floden op til første vandfald. Vegetationen var meget varieret, og ind i mellem var der kakaotræer, kaffebuske og bananpalmer, men det så ikke ud som om, de rigtig blev udnyttet, et sted gik vi og gled i kaffebønner, som var faldet af buskene. Visse steder var stien ret smal og med en stejle skåning ned på den ene side, og vandløb måtte krydses på vakkelvorne bambusbroer.

Det første vandfald var nok 30 – 40m højt, og gemte sig næsten i vegetationen, som netop her var med mange meter høje bambus. Lianer hang ned fra træerne, der voksede op at de stejle skrænter, og fint forstøvet vand fyldte luften. Det hele mindede lidt om en kulisse til en Indiana Jones film.

Fra bunden af vandfaldet gik der en trappe med flere hundrede trin til toppen. Da vi var kommet op, var der et lille skur, hvor en mand opkrævede 5 kr i entre til det næste vandfald. Vi faldt i snak med ham, sammen med en dame fra Barcelona, som alene var på vej den modsatte retning. Store julestjernetræer stod rundt om hans skur.

Efter det andet vandfald, skulle vi følge en vandingskanal, ligesom levadaerne på Madeira, det var nogen steder næsten for spændende, når man skulle balancere på en 20 cm cementkant, fordi jorden delvis var skyllet væk. Det var godt vi havde vores vandrestave. Efter et stykke tid måtte vi have regnslagene frem, da vandet pludselig stod ned i tove. Vi stod under et stort træ, og mærkede ikke så meget til regnen, men pludselig kunne træet ikke bære mere vand, og så var det som at stå under en lunken bruser.

Vandingskanalen blev efterhånden til et almindelig vandløb og stien blev smallere og smallere, og vi begyndte at tvivle på, om vi var på rette vej. Vi vendte om og gik tilbage til et hus, hvor der var lavet en bro over vandløbet af to træstammer og et bambusrør, så gjalt det om at støtte sig til vandrestavene og holde tungen lige i munden. Herfra var der en fin sti og efter mindre end 100 m stod vi på hovedvejen til Munduk, hvor det var aftalt, at værten skulle afhente os. 

Men det var ikke det aftalte sted, stien der forsvandt, var alligevel den rigtige. Vi begav os ned af vejen, som nærmest var blevet omdannet til en flod. Da vi nåede det rigtige hus, havde vandet samlet sig i den ene side af vejen, og det var kun med forsigtighed vi kunne forcere strømmen. Der var dog ikke nogen vært endnu, og vi måtte ringe efter ham. 

Da han kom i sin pickup, var vandstrømmen blevet endnu værre, og vi måtte klamre os til ladet for at komme rundt om bilen, så vi kunne komme ind. 

Bilturen var heller ikke uden problemer, bilen havde ikke varmeapparat så forruden duggede til, lige så hurtig man tørrede den af, så Grethe sad i midten og var indvendig vinduesvisker med hånden. Men vi nåede sikkert hjem, efter en meget spændende dag, der sluttede med at få en meget våd afslutning.

P