Fredag d. 17.3.17. Mads og familie kommer.
Det var sol og vulkanen stod flot oppe over toppene af kokospalmerne.
Da klokken blev 10.00, kørte vi mod lufthavnen. Der var ret meget trafik, bl.a. fordi skolebørnene også lige havde fået fri. Flyet var lige landet, da vi kom, og efter ca. tre kvarter kom Mads og co. igennem. Vi fik kufferterne pakket i bilen, og satte kursen mod Ubud.
Da vi kom til hotellet, ville Ludvig og Ebbe straks i swimmingpoolen, så deres udstyr blev fundet frem, og så var de i vandet resten af eftermiddagen. Det var noget, der passede dem godt. Vi fik noget frokost ned til swimmingpoolen, og det spiste alle godt af.
Sidst på dagen gik vi en tur op gennem urtehaven for at se på træerne med kakao, kanel, bananer, passionsfrugter, papaya og meget andet. Der var plantet en del grønsager ud, så der er økologiske grønsager fra egen avl om nogle uger.
Til aften spiste vi på hotellet, Mads og co. var ret trætte, men de klarede at holde ud, så de kunne komme i seng til normal og lokal tid.
Var det ikke kongen af landsbyen der blev begravet?