Lørdag d. 18.3.17. Risterrasser, begravelsesoptog og madlavning.

Da vi alle havde fået morgenmad, startede vi mod risterrasserne i Tegallalang. Vi satte os under et halvtag ved kanten af risterrasserne. Ebbe ville straks ned at gå mellem rismarkerne, så Niels og Ludvig blev tilbage, medens vi andre gik afsted, først lidt ned og så langt opad. Ebbe var god til at gå, vejret var flot, og rismarkerne stod lysende grønne. Da vi kom lidt ned, viste det sig, at vi skulle betale for at gå videre, men vi havde ingen rupies, men Mads klarede det med en engelsk mønt, som han havde i pungen, så vi kunne gå højere op.

Da vi kom tilbage til Niels og Ludvig, satte vi os og nød solen og de flotte omgivelser.

Fra hotellet havde vi hørt, at der skulle være en stor begravelsesceremoni nede i Keliki. Det var som de sagde “King of a family”, der var død. Normalt er det kun hver tredje år, der laves så stor en begravelsesceremoni, men på grund af, at det var en meget højtstående person, der var død, blev der lavet en specielt ceremoni for ham. Den afdøde boede på Lombok, men var kommet hjem for at blive begravet her i Keliki. Da vi kørte mod risterrasserne, var der noget trafikkaos, da en lastbil kom kørende med en figur af en ko på ladet. Den var så høj, at nogle mænd med lange bambusstokke, måtte løfte elledningerne nogen steder, så lastbilen kunne køre under.

Da vi kom til Keliki, stod koen og begravelsestårnet nede foran familiens hus. Vi fik alle en sarong på, alle der stod langs ruten havde sarong på, og en del butikker var lukket. Mange mænd i begravelsesoptoget havde hvide bluser på, hvor der på ryggen var trykt et billede af en mand, det var den afdødes portræt. Efter nogen tid, begyndte det hele at bevæge sig op ad gaden. Politiet var udkommanderet, så al trafik blev stoppet. Først i processionen gik en lang række kvinder med offerkurve på hovedet. Derefter kom koen på et bambusstativ, der blev båret af ca. 40 mennesker. Så fulgte begravelsestårnet, hvor den afdøde lå på toppen. Dette stod også på et bambusstativ, der blev båret af ca. 40 mennesker.

Derefter fulgte et orkester, der ihærdigt prøvede at lave noget der skulle ligne noget musik. Til slut kom hele følget.

Vi begyndte at gå hjemover, da det hele havde passeret, men vi skulle samme vej som begravelsesoptoget, så det gik noget langsomt, da vi indhentede optoget. Da vi kom til rismarkerne, drejede optoget ind på begravelsespladsen i en lille skov, og vi fortsatte langs vandingskanalen og en rismark ud til landevejen, hvor der kun var et lille stykke ned til hotellets parkeringsplads.

Så var det tid til et par timers leg i swimmingpoolen, hvor farfar var bådmotor.

Sidst på dagen, da klokken var blevet 16.00, blev vi hentet af Deva, da vi skulle til madlavningskursus hjemme hos ham. Mads og drengene blev sat til at lave kokosmælk, ved at presse vand ind i noget kokos, der lige var blevet revet. Så gik snitte- og hakkearbejdet igang, der skulle hakkes hvidløg, små løg, gurkemeje, galangarod, chilli, bregnespirer og meget andet. 

Ludvig og Ebbe fandt selv på noget underholdning, de så på koen og dens kalv, grisene, hanen, der er familiens vækkeuret oppe ved indgangen til huset, nogle fisk i et stort kar, katten, templet og meget andet. 

Da alt var hakket og snittet, blev de mange retter tilberedt over åben ild i familiens gamle ildsted. Herefter blev der dækket bord, og retterne kom på bordet. Som sædvanlig var det meget lækre retter, og alle spise godt af dem. Det hele sluttede med bananafrittes.

Nu var det også blevet mørkt, og Ludvig og Ebbe var ved at være trætte, og Deva kørte os hjem igen. Et sted på hjemvejen gik 3 store hvide gæs midt på vejen.  Da vi sad hjemme på vores terrasse med en kop the, lød lyden fra de evige cikader, og nogle frøer kvækkede højt i den sorte nat.